De der dage, hvor du kommer hjem og er helt udmattet. Hvor tilværelsen har formet sig som et forhindringsløb med krav fra chefen, sure kolleger og en alt for lang to-do-liste. De dage med kø i morgentrafikken, kø i eftermiddagstrafikken, regnvejr og en alt for dårlig balance mellem arbejdsliv og privatliv. De dage, hvor det hele er for meget. Hvor du tænker, at du bare lige skal overleve til på fredag, for så kan du trække vejret lidt igen. Hvor du føler dig som en karklud, når du træder ind ad døren derhjemme, men alligevel har svært at finde ro. Selv når du har fri bimler og bamler det til sent om aftenen med tekstbeskeder, du skal forholde dig til. Arrangementet i weekenden, projektet på arbejdet, håndværkeren, der skal have en nøgle. De dage, hvor du til sidst har svært ved at falde i søvn. Du er dødtræt, men det hele kører rundt i hovedet.

Kender du de dage?

Det gør jeg. Jeg lever langsomt, har sagt et job op, og jeg har meget færre af den slags dage end før. men jeg har dem stadig. I den forløbne uge har der været et par stykker af dem.

De to ting, vi kan gøre, når vi har umulige dage

Vi har dem alle sammen. Den slags dage, hvor vi ligesom bliver skrabet tynde, som for lidt smør smurt over for meget brød. På de dage tror jeg, at der er to ting, vi kan gøre:

For det første: Hvis vi har for mange af den her type dage, er det ikke bare enkeltstående tilfælde, men et mønster, der gentager sig, så er det værd at overveje at lave mere drastiske forandringer i dit liv. Vælge fra, prioritere anderledes, gå ned i tid eller måske ligefrem sige jobbet op eller flytte til en mindre, mere overskuelig og billigere bolig.

For det andet: På den slags dage kan vi spise mere chokolade!

Chokoladefinten: Sådan gør du

Det er her, chokoladefinten kommer ind i billedet. Det er en finte, jeg selv benytter mig af, typisk sidst på dagen. Den bringer ro og en eller anden form for balance ind i det kaos, vores hverdag kan forme sig som. Samtidig er det en ret enkel finte, og du skal blot følge denne fremgangsmåde.

1) Når det hele bliver for overvældende, så find et roligt hjørne i dit hjem. Har du familie omkring dig, så gå ind i et rum, hvor du kan lukke døren og bede resten af familien om at respektere, at døren er lukket.

2) Hav en skål med ind i rummet, helst i træ eller keramik. Smukke naturmaterialer har det med at gøre noget godt ved os. Put en plade chokolade, som du har brækket i mindre stykker, ned i skålen.

3) Tag også et glas koldt vand med ind i rummet, men lad for Guds skyld din telefon blive udenfor. Tag heller ikke læsestof med. Gå ind i rummet og luk døren.

4) Sæt dig i en god stol. Hav din skål med chokolade og dit glas vand ved hånden.

5) Den næste halve time spiser du chokoladen. Koncentrér dig kun om denne ene ting: At spise chokoladen. Mærk dine tænder arbejde, smagen på tungen, fornemmelsen, når du synker. Følelsen i dine fingre når du tager det næste stykke chokolade op af skålen. Fokusér udelukkende på disse ting.

6) Når den halve time er gået, kan du tage en god bog frem og begynde at læse, eller du kan vende tilbage til dine gøremål.

Chokoladefinten er en vej til ro i en urolig hverdag

Chokoladefinten lærer os at sænke tempoet, koncentrere os om en ting ad gangen og gøre den langsomt. Det er nærvær og kvalitetstid med os selv, og vi behøver ikke at forstyrre finten med at lytte til en podcast, tjekke nyheder eller lægge planer for morgendagen. Vi kan nøjes med denne ene ting: At sidde i en god stol, drikke lidt vand, spise chokolade. Det er en selvkærlig gerning, og jeg tror, at der kommer noget godt ud af det, når vi er kærlige mod os selv. Det giver ro og overskud, et overskud vi på et senere tidspunkt kan bruge til at hjælpe andre.

Og ja, jeg ved selvfølgelig godt, at chokolade er usundt, og jeg siger ikke, at du skal spise chokolade hele tiden. Jeg blander mig heller ikke i, hvad for en slags chokolade du spiser. Jeg opfordrer bare til, at du giver dig selv lidt kærlighed på de dage, der er umulige og hårde. De mørke dage, som vi alle sammen oplever fra tid til anden, og som vi gennem chokoladefinten kan lysne en smule.


En god bog til chokoladespisning

Bogen Det fremmede og det kendte – Rejser 1990-2019 er en bog, der egner sig fint til chokoladespisning. Som nævnt ovenfor er ideen med chokoladefinten at bringe dig ro, og du derfor ikke foretager dig andet end at spise chokolade den første halve time. Vil du derefter strække øjeblikket, er det fint at tage læsestof frem.

Det fremmede og det kendte, der er illustreret af tegneren René Svensson, indeholder tankevækkende snapshots fra en lang række rejser. Bogen består af små tekster fra Amager over Italien til Himalayas bjerge og Asiens pulserende millionbyer – steder, jeg har besøgt, og som har til sammen også udgør en fortælling om rejsen fra det unge til det voksne liv. Bogen er en mosaik af rejsebilleder, og den netop udgivne e-bogs version kan fås med et fint introduktionstilbud på saxo.com. Det kan du se mere om – og om bogen i det hele taget – på dette link.

Det fremmede og det kendte