Forleden oplevede jeg noget utroligt. En oplevelse i Mexico, men som satte tanker i gang, og som gav perspektiver til livet i Danmark. Tanker, som jeg tror, kan give inspiration og ideer til en mere levende hverdag derhjemme.
Det var søndag formiddag i Parque Santa Lucia, der ligger i byen Merida. Merida er Yucatan-halvøens kulturelle hovedstad, fuld af gamle kolonibygninger, smukke pladser, imponerende museer og med de bedste tacos, jeg har smagt. Den type, der får sveden frem på overlæben og lyst til at bestille en ekstra øl hos den tjener, der kun taler spansk. Parque Santa Lucia er en lille plads med palmer, bænke og et kønt springvand. Det er her, jeg bor på sammen med min familie på et ældre hotel i kolonistil med vægge, hvor kalken skaller, og der er smedejern på svalegangen uden for værelset.
Den søndag var der opstillet en scene på den lille plads. Klokken var lidt over 11, temperaturen tæt på 40 grader, og på scenen spillede et orkester glad musik med latinamerikanske rytmer. Ved siden af scenen var der anlagt et dansegulv under den varme, blå himmel og de grønne palmer.
Dansegulvet var propfyldt. Af glade, dansende mennesker. Ikke en eneste af de dansende var under 50, og jeg vil anslå, at langt de fleste var nærmere de 70. Kvinder i kjoler, der gav hofterne plads til at svinge. Hombres med tilbagestrøget hår, åbentstående skjorter, hængevomme og danseskoene skruet rigtigt på. Mænd eller kvinder, hvad de ikke havde af atletiske evner, kompenserede de mere end rigeligt for ved at have rytme. De kunne deres dansetrin, deres teknik, øjenkontakt. Efter hvert nummer klappede alle af orkestret, der kort efter slog an til et nyt nummer. Ingen forlod dansegulvet, alle dansede videre. Stemningen var åben, inkluderende, præget af fællesskab.
I 40 graders varme. I den værste middagshede, en søndag i Merida.
Fra Parque Santa Lucia til Nørreport
Vi blev en halv times tid og så på de dansende, vuggede lidt til de latinamerikanske rytmer. For min familie nævnte jeg kort muligheden, at vi jo kunne danse med, men min datter Cecilie mente, at det ville være alt for pinligt. Hun er ti år og så småt i den alder, hvor hun synes, at alt hvad både hendes forældre og lillebror gør, er pinligt. Så vi betragtede dansen på afstand og blev inspirerede af den.
Efterfølgende kom jeg til at tænke på en oplevelse, jeg for noget tid siden, havde hjemme i Danmark. Det var en torsdag eftermiddag, og jeg tog kystbanetoget fra Helsingør til København. Det var den dag, gadefesten Distortion, begyndte, og station efter station fyldtes toget op med teenagere med vodkaflasker, sminke og smartphones, der havde travlt med at tage den ene selfie efter den anden. Da jeg kom op fra dybet på Nørreport, var området fuldt af unge mennesker på vej til Distortion. Der var masser af alkohol, gang i den, en anden form for rytme. Jeg følte mig meget gammel den dag.
Jeg synes helt klart, at Distortion er et fint arrangement, og det er en del af det at bo i en storby, men det er også et arrangement, jeg følte mig totalt ekskluderet fra. Sådan havde jeg det ikke med de dansende i Merida. Aldersmæssigt er jeg nogenlunde midt i mellem, der er lige langt fra mig til de Distortion-deltagerne, som der er til de dansende i den mexicanske sol. Alligevel følte jeg mig mere hjemme blandt de sidste.
Måske er det en tanke, man kan tage med sig hjem til Danmark?
Kan vi gøre det samme?
Der var noget uforstillet over de dansende i Merida. Der var ingen selfies (og det er altså ikke fordi ældre mexicanere ikke har mobiltelefoner, det har de), men derimod et inkluderende fællesskab. Det handlede om at danse, om at have det sjovt sammen og ikke om at råbe højt eller, hvordan man så ud.
Tænk, hvis vi lidt oftere kunne indgå i sådanne fællesskaber? Hvor det var okay at danse en søndag formiddag og glemme, hvad andre tænker? At vi kunne gøre det, vi har lyst til, også selvom det ikke er rationelt? (Og nej, det er ikke rationelt at danse i 40 graders varme). At vi kunne give os selv plads og lov til at danse, når lysten melder sig. At vi kunne skabe et rum, hvor det er muligt, også en søndag formiddag, og også selvom vi ikke er 18 år mere.
Kan vi hjælpe hinanden til at gøre det lidt oftere? Være sammen på en måde, hvor vi bare har det sjovt uden at tænke så meget over det? Hvor vi tager os god tid til det, gør det langsomt og lader være med at tænke på, om det er målbart og kan skrives ind i et Excel-ark? Hvor der er plads til alle? Hvor vi er aktive sammen og ser hinanden i øjnene i stedet for at kigge på en skærm?
Kunne vi lade os inspirere af de dansende i Merida?
En bog om at finde tid til det vigtige og det sjove: Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening
Savner du mere dans i dit liv, kan bogen Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening give dig inspiration til at prioritere anderledes, ændre i dine daglige vaner og derigennem få mere tid til det, der betyder noget for dig. I den anmelderroste bog får du en introduktion til den verdensomspændende langsombevægelse og filosofien bag samt en lang række konkrete tips og tricks til at sænke tempoet i din hverdag. Du kan låne bogen gratis i 30 dage på E-reolen eller du kan købe den her.
