Får du af og til det her spørgsmål?
Og hvad laver du så?
Ofte ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. Derfor ender jeg med at sige noget i retning af ja, det spørger jeg også mig selv om! Det griner folk lidt forlegent af, hvorefter de skifter emne.
Jeg er ikke vild med spørgsmålet. Ikke fordi jeg ikke vil tale om det, men fordi det har en underliggende tone af, at vi er noget i kraft af vores titel, job og status mere end i kraft af vores værdier og vores tilgang til livet. Det er som om, at det er vigtigere, hvad vi er, end hvem vi er.
På det sidste har jeg alligevel reflekteret over spørgsmålet. Den refleksion kan vi alle sammen have glæde af. Når jeg skal besvare spørgsmålet, er det tit svært, for jeg har efterhånden har skrevet bøger og holdt foredrag om vidt forskellige emner og arbejdet med alt fra pædagogik over online-kurser til skrivecoaching. Så hvad er egentlig det fælles træk?
Jeg er kommet frem til, at det handler om måden jeg gør tingene på, snarere end hvad jeg gør. Med andre ord er der en metode, som jeg håber, kan inspirere dig, og som jeg gerne vil dele med dig i dag.
Om 20 Skridts metode
Om jeg skriver bøger eller holder workshops om pædagogik, personlig trivsel eller kunstig intelligens er tilgangen den samme:
At bryde det komplekse op i små konkrete skridt. Skridt, der har fokus på hverdagen og de små ting, vi kan gøre. Skridt, der taget med vedholdenhed og konsistens gør en forskel i det lange løb.
20 Skridt-metoden handler ikke om den store revolution, der på kort tid ændrer alting i dit liv. Metoden handler om den lille, meningsfulde og praktiske handling. Hvis du vil bruge metoden, kan du starte med at spørge dig selv:
Hvilken lille ting kan jeg gøre i dag, der vil gøre en positiv forskel i morgen?
Det er et spørgsmål, der er universelt i den forstand, at du kan bruge det på alle områder af din tilværelse. Din karriere, din livsstil, dit hjem, dine relationer, dine kreative drømme.
Hvis du for eksempel drømmer om at skrive en roman, så lad være med at spekulere på, hvordan du laver en bestseller, men fokusér udelukkende på at skrive en halv side i dag. Skriv så en halv side mere i morgen og igen en halv side i overmorgen. Bliv ved til du er færdig.
Vil du i bedre form så lad være med at tænke, at du skal løbe et maratonløb om tre måneder eller ligne personerne på Instagram og i de glittede magasiner. Fokusér i stedet på at komme ud af døren og gå en halv time i rask tempo i rask tempo. Gør det samme i morgen og igen i overmorgen. Bliv ved til du er færdig.
Ønsker du at få nye kompetencer, der giver dig bedre karrieremuligheder, så lad være med at spekulere på, at du skal have en ny stilling med en fin titel og en høj løn. Brug i stedet en halv time i dag til at lytte til en lydbog, en podcast eller et online-kursus, der giver dig ny viden. Brug en halv time på at lytte videre i morgen, og gør det igen i overmorgen. Bliv ved til du er færdig.
Det er 20 Skridts metode.
Sådan virker metoden bedst
20 Skridt handler altså om de små skridt, du tager over tid. Der er ikke noget mirakel ved det, og det er ikke glamourøst eller sexet. Det er bare en fast rytme, en ændring i dine vaner og så kunsten at blive ved.
Det sidste er naturligvis det sværeste. Ofte starter vi på et nyt projekt eller en ny livsambition, og vi begynder entusiastisk, indtil det gradvis går i stå igen. Det behøver ikke være dårligt. Nogle gange får vi andre prioriteter, livet eller verden omkring os ændrer sig. Men hvis vi går i stå med det, vi virkelig drømmer om, er det en skam. Her kan de små, realistiske skridt over tid hjælpe.
Det er der også noget andet, der kan: At du inden du tager de første skridt i retning af en livsforandring, en ny ambition eller nye vaner i din dagligdag, reflekterer over, hvorfor du gerne vil gøre det. Når du har et stærkt hvorfor, er det nemmere for dig at gennemføre dit projekt. Derfor kan du med fordel stille dig selv disse spørgsmål, inden du tager dit første skridt:
- Hvordan vil du bruge dine timer?
- Hvad er det vigtigste for dig?
- Hvilken lille ting kan du gøre i dag, der vil gøre dit liv bedre i morgen?
Det er tre simple, men ikke nødvendigvis nemme spørgsmål at besvare. Tag dig tid til det, men lad være med at springe dem over. Når du har besvaret dem, så har du også nogle pejlemærker for, hvilke små skridt, du kan tage, hvis du ønsker at gå en ny retning i dit liv.
Du kan begynde i dag. Held og lykke med dine skridt.
Taknemmelighedsdagbog – 100 dage til indre ro
TAKNEMMELIGHEDSDAGBOG – 100 DAGE TIL INDRE RO hjælper dig til med udgangspunkt i 20 Skridts metode at finde taknemmelighed og skabe balance i en hektisk hverdag. Det er en personlig dagbog designet til at give dig ro ved at hjælpe dig med at sætte pris på de gode ting i dit liv – både de store øjeblikke og livets små glæder.
Forskning viser, at taknemmelighed kan føre til mindre stress, bedre søvn og en større tilfredshed med livet. Denne smukt designede bog er din guide på din nye taknemmelighedsrejse.
En del af indtægterne fra salget går til Red Barnet og organisationens vigtige arbejde med at støttebørn, der har vanskelige livsvilkår.
Jeg har lavet bogen sammen med Michael Koch, ejer af virksomheden Fairway og den er illustreret af tegneren Ida Hilden.
