Første søndag i advent brød vores internetforbindelse pludselig sammen. Med et var det trådløse netværk væk, og vi fandt ikke andre måder at få forbindelse på. Vi har endnu ikke en logisk forklaring på, hvorfor forbindelsen pludselig forsvandt. Nu, hvor der er gået et par dage, og man mærker decembertravlheden bide på alle mulige andre måder, virker det stadig ikke. Derfor sidder jeg nu på en Baresso i indkøbscentret Fields og skriver disse linjer. Det har været en ret tankevækkende oplevelse sådan at blive tvunget offline her i december.
Det er sundt at være offline
Umiddelbart er jeg jo en stor tilhænger af, at man sørger for at koble af og ikke være på hele tiden. Jeg har den holdning, at tidens mange digitale distraktioner stresser os, gør os ufokuserede og ukoncentrerede. Vi er mindre nærværende, leverer dårligere arbejde når de digitale distraktioner får os til at multitaske, og vi får vanskeligere ved at skelne det vigtige fra det uvigtige. Jeg mener, at det er en stor udfordring i vores tid, og derfor praktiserer jeg selv at være offline fra tid til anden.
Det handler om at give slip
Var det så ikke bare en gave til mig og min familie at miste netforbindelsen den første søndag i advent, så vi i min lille familie kunne julehygge i ro og fred? Det enkle svar er ja. Det nuancerede svar er mere kompliceret. Oplevelsen har nemlig mindet mig om, at vi har det bedst med de forandringer, vaner og prioriteringer, vi selv vælger fra eller til i vores liv. Den mistede netforbindelse var ikke noget jeg selv valgte, og i stedet for at glæde mig over en chance for at få en digital pause, brugte jeg en del tid på at rode med telefon, router, ledninger og computer. Det gav frustration og irritation. Siden fandt jeg en bedre vej.
Den bedre vej var at give slip.
I løbet af søndagen gav jeg slip, holdt op med at rode med ledningerne i teknikskabet og accepterede, at den manglende netforbindelse var et vilkår, jeg alligevel ikke kunne gøre noget ved. Det gav ro, og vi har haft et par gode dage med legobyggeri, leg udenfor og lidt for meget decemberknas. Jeg faldt til ro og huskede mig selv på, at jorden ikke går under, fordi en router går i stykker. I stedet havde jeg mere tid til familien og endte med at få en påmindelse, om at det faktisk er godt at være offline.
Dermed har jeg også lært noget, jeg vil tage med mig ind i resten af december og i en bredere forstand i 2018. For det første, at jeg har gavn af at give slip. Vi kan have så mange bekymringer, nogle er reelle, andre er unødige, og jeg tror mange af os har vanskeligt ved at give slip på også de unødige bekymringer. Det vil jeg gerne blive bedre til i det nye år. For det andet lærte jeg jo også, at det er godt at være offline, og denne form for stilhed – både den digitale og stilheden fra andre former for støj, vil jeg også prioritere i 2018.
Vi savner stilhed og fordybelse
Jeg tror, at vi savner stilhed og ro i vores travle liv. Jeg tror stilheden, fra medier, fra mennesker, fra indtryk og bekymringer, er god for os. Den hjælper os til at fordybe os i det, der er vigtigt og meningsfuldt for os. Derfor håber jeg, at jeg personligt kan gøre 2018 til stilhedens og fordybelsens år.
Hvad vil jeg så bruge stilheden og fordybelsen til? Forhåbentlig til at skrive og læse mere, blive lidt klogere. Være mere nærværende over for min kone og mine børn. Drikke mere rødvin med mine gode venner (dét har jeg gjort alt for lidt i 2017). Stå på en strand og mærke blæsten i mit ansigt.
Hvad vil du i resten af december? I 2018? Har du skænket det en tanke?