Over en god kop kaffe introducerede en af mine venner mig for nylig til et paradoks, jeg aldrig havde hørt om.

Theseus-paradokset.

Theseus-paradokset, der også kendes under navnet skibets paradoks, er et filosofisk tankeeksperiment, der har givet hovedbrud og gode refleksioner i hundredvis af år. Det stammer oprindelig fra den græske mytologi, og det handler om helten Theseus og hans skib. Historien går på, at Theseus havde et skib, og – som det naturligt er med et træskib – skulle det på et tidspunkt have udskiftet en af plankerne.

Efter lidt tid skulle det have udskiftet en planke mere, så endnu en, og efterhånden som skibet blev ældre, blev alle dets enkelte dele udskiftet. Til sidst var der ingen af de oprindelige dele tilbage, og det er her paradokset opstår.

Er det stadig det samme skib, eller er der tale om et nyt skib?

Theseus-paradokset gælder også for mennesker

Det er ikke kun træskibe, hvor de enkelte dele løbende bliver skiftet ud. Det samme gælder også for mennesker. Vores krop består af celler, og de celler har typisk en levetid på 8-10 år. Det betyder, at når vi er voksne, er der ingen af de celler tilbage fra det øjeblik, vi blev født. Spørgsmålet bliver så, om vi stadig er de samme mennesker?

På den måde rejser Theseus-paradokset vigtige spørgsmål om identitet og forandring. Hvis noget forandrer sig gradvist, langsomt over tid, er det så stadig det samme? I en verden, der er i konstant forandring, og hvor forandringstempoet er højere end før, kan paradokset få os til at standse op, reflektere over, hvor vi er i livet og over vores identitet og vores personlige udvikling

Er vi det menneske, vi engang var? Forbliver vi det menneske, vi er lige nu?

Der er ikke nogen facitliste på disse spørgsmål, men jeg tror, de er gode at overveje. De kan hjælpe os med at sætte pejlemærker for vores liv.

5 refleksioner med afsæt i Theseus-paradokset

Paradokset kalder på stille refleksion, og en stille søndag er en god dag at gøre det på. Du kan tale med en, du føler dig fortrolig med, du kan skrive dine refleksioner ned i en notesbog eller du kan gå en tur i skoven, hvor du tænker over det.

Under alle omstændigheder kan du reflektere over disse temaer:

1) Identitet og forandring

Hvordan ser du på dig selv gennem de år, der er gået i dit liv? Har de forandringer, du er gået igennem, ændret din kerneidentitet, eller er du grundlæggende den samme person? Det er spørgsmål, der hjælper dig med at forstå, hvordan din identitet formes af både ydre og indre forandringer.

2) Værdien af de små forandringer

Er der små skridt og små ændringer, du kan foretage dig på en daglig basis? Det kan være nye vaner, nye relationer eller nye ting, som du kan lære. Hvordan vil de små skridt akkumulere over tid og påvirke, hvem du er? Det spørgsmål kan gøre dig mere bevidst om, at de små ændringer i din hverdag over tid, kan få en stor, positiv betydning i dit liv.

3) Kontinuitet eller ej

Theseus-paradokset giver dig også anledning til at reflektere over, hvor meget af din identitet, der afhænger af kontinuitet (at tingene forbliver de samme), eller af om tingene forandrer sig? Tænk over, hvordan du kan balancere disse to aspekter i dit liv, og hvad der er mest meningsfuldt og tilfredsstillende for dig.

4) Tag ejerskabet over din identitet tilbage

Pres fra arbejdsliv, sociale medier og samfundsudviklingen i det hele taget kan give dig en (ofte berettiget) følelse af, at du ikke har kontrol over de ændringer, der sker i dit liv. Skyldes forandringerne dig, er det samfundet, eller er det blot tilfældigheder? Når du er mere bevidst om disse spørgsmål, kan du bedre tage ejerskab over din personlige udvikling.

5) Acceptér forandringerne

Theseus-paradokset er også en påmindelse om, at forandring er en uundgåelig del af vores liv. Hvordan kan du bedre favne og acceptere de forandringer, du uundgåeligt kommer til at møde? Det gælder både de små og de store forandringer, der en del af din personlige udvikling. Denne bevidsthed kan hjælpe dig med at falde til ro og stå lidt mere sikkert, når tilværelsens storme risikerer at blæse dig omkuld.

Værdifulde refleksioner

Theseus-paradokset er en god anledning til at bringe din tilværelse til en lille standsning, der gør dig klogere på din identitet, og hvordan du forholder dig til forandring. I en verden der er alt for travl og hektisk, giver det god mening at reflektere over, hvordan du ændrer dig, og hvad det betyder for din selvforståelse. Det kan føje mening og sammenhæng til dine dage.


Lån e-bøger og lydbøger på eReolen

Du kan låne bøgerne Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv, Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening og 100 ideer til ChatGPT som personlig coach på eReolen. Det koster ikke en krone, og du kan låne dem i 30 dage ad gangen. Du skal blot bruge dit sædvanlige bibliotekslogin, og du kan se mere her.


eReolen

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.