Hørte du statsministerens nytårstale? Det var den der med, at vi alle sammen skal være fremtidens vindere.
Det lyder jo meget godt. Der er nok heller ikke nogen, der vil sige, at de har lyst til at være fremtidens tabere.
Midlet, der skal indfri dette mål for fremtiden var ifølge statsminsteren mere og bedre uddannelse. Han forklarede ikke, hvordan det nyligt vedtagne uddannelsesloft eller de massive besparelser i gymnasiesektoren og på andre uddannelser, hjælper vores børn og unge til at blive fremtidens vindere, men det er der sikkert en god forklaring på.
Hvordan vi indretter vores skole er ikke selvfølgeligt
Hvad statsministeren ikke brugte så meget tid på at tale om var, hvordan vi indretter vores skoler og uddannelser. Hvilken undervisning skal vi bedrive? Hvordan forløser vi bedst den enkelte elevs potentiale? Det er ikke ligegyldigt. Skoler kan man lave på mange måder, og det her med at fokusere på nationale mål, standardiserede kompetencemål og PISA-resultater er blot en af mange måder, man kan vælge at indrette skolen på. Det er den skoletype, der er vundet frem de seneste år, men er disse standarder virkelig den bedste måde at gøre det enkelte barn til en fremtidig vinder på? Og hvad vil det i det hele taget sige? Vinder for hvem? Vinder af hvad?
Den standardiserede skole vs. den kreative skole
Den anerkendte skoleforsker Ken Robinson forholder sig i bogen ”Creative Schools”, der er skrevet sammen med Lou Aronica, sig meget kritisk til den standardiserede skole. Han beder os om at huske på, hvorfor den moderne skole blev skabt. Det gjorde den ikke for at skabe kreative og unikke personligheder, men for at give unge mennesker standardiseret viden og kompetencer, der kunne bruges på arbejdsmarkedet – især i industriproduktionen. Det skete især i det 19. århundrede.
Fra 1980’erne og frem ses den samme tendens ifølge Robinson og Aronica igen. Her, blandt andet forårsaget af PISA, prioriteres standardiserede test i mange lande, og der kommer en stigende fokus på matematik og naturvidenskabelige fag. Dette skyldes igen en fokus på arbejdsmarkedets (kortsigtede) behov. Vi har på lange strækninger fået den standardiserede skole i Danmark, hvor de kreative fag og hensynet til det enkelte barn har måttet vige for test, standarder og PISA. Det handler om output, at producere elever på samme måde, som grise produceres på en svinefarm. En skole er ikke en svinefarm, men vi har organiseret den som om, at den var det.
Man må spørge, om der er kommet noget godt ud af det? Ifølge selvsamme PISA kan 15 % af de danske unge i 15-16 års alderen ikke læse, både grundskoler og ungdomsuddannelser har været plaget af en afgrundsdyb konflikt mellem de mennesker, der udfører arbejdet (lærerne), og dem, der beslutter skolens rammer (politikerne). Kort sagt: resultaterne er ikke imponerende, men alle er blevet mere kede af det.
Børn kan ikke standardiseres
Det skyldes, at mennesker ikke kan standardiseres. Børn er forskellige, lærer forskelligt og bør ikke sættes på formel. Og ligesom mennesker ikke kan standardiseres, så bør uddannelser selvfølgelig heller ikke standardiseres. Det ødelægger børnenes kreativitet og evne til at tænke kritisk, selvstændigt og idérigt. I stedet skal vi bevæge os i retning af at skabe en kreativ og bæredygtig skole.
Robinson og Aronica anbefaler, at man i stedet skaber en skole, der finder inspiration i økologisk landbrug. Her er principperne sundhed, økologi, fairness og omsorg – altså det stik modsatte af den industrielle svinefarm. Det er principper, der kan bruges i en moderne, kreativ skole, for så interesserer man sig for hele mennesket. Det udvikler eleverne, og hjælper dem til at forløse deres potentiale. Hvorfor skal man absolut gruppere eleverne efter alder frem for kompetencer og kreative interesser?
Børn er naturligt lærende
Prøv at tænke på en baby. Det helt unge barn er nysgerrigt og vil gerne lære. Lære at spise, lære at kravle, lære at gå, lære at tale. Det åbner sine øjne mod verden og vil gerne lære nyt. Sådan er lidt større børn også. De er nysgerrige på livet og på verden omkring dem.
Hvordan kan det så være, at vi ender med at have en række børn og unge, der ikke er motiverede, er negative og frustrerede, når de går skole? Hvordan kan denne naturlige nysgerrighed ende som modstand mod lærere, klassekammerater, ledere og forældre?
Måske skyldes det, at vi med alle disse standarder, med den output-tankegang har pillet kreativiteten ud af den enkelte elev? At vi ikke har en skole, der har som udgangspunkt at se hvert enkelt menneske som unikt, men derimod at se det som en møtrik, der skal passe ind i konkurrencestatens fabrik.
Den enkelte lærer kan også gøre noget
Mange af disse udfordringer er systemiske. Det er en grundlæggende ting i systemet, at uddannelses- og skolepolitik er blevet til arbejdsmarkedspolitk, og det stiller den enkelte lærer i en svær situation. Hvordan agerer man i et system, man er grundlæggende uenig i?
Heldigvis er det også sådan, at der hvor jobbet giver allermest mening – i samværet med eleverne – også er det sted, hvor man som underviser kan bidrage til at skabe den kreative skole. Det er her, man kan hjælpe eleverne med at tilegne sig de kompetencer, som de har brug for hele livet og ikke bare i et snævert arbejdsmarkedsperspektiv. Det er, når vi hjælper vores elever til at være:
- Nysgerrige
- Kreative
- Kritiske
- Kommunikerende
- Samarbejdende
- Medfølende
- Balancerede
- Demokratiske
Verden ændrer sig, og det pensum, der synes værdifuldt i dag, kan være meningsløst i morgen. Det samme gælder arbejdsmarkedets behov, for de behov ændrer sig i en verden i hastigt opbrud og forandring. Det gør de otte kompetencer herover ikke. De vil styrke eleverne hele livet.
I sidste ende er det et valg
Ken Robinson har ikke haft den samme gennemslagskraft i Danmark, som eksempelvis den New Zealandske forsker John Hattie og hans principper om synlig læring har haft det. Hattie arbejder med et stort og interessant materiale, og han har også gode pointer, der især handler om den enkelte elevs måde at lære på, men hans forskningsresultater er i Danmark blevet forenklet og i nogen grad fordrejet. Dermed er synlig læring blevet et argument for og et sindbillede på den standardiserede skole, der ikke tager hensyn til den enkelte elev. Det er ikke Hatties skyld, men et ansvar der ligger hos både nationale, regionale og lokale beslutningstagere.
Skolen skal ikke være en kampplads mellem Hatties og Robinsons skolesyn, men den har brug for at genfinde kreativiteten, iderigdommen og det enkelte menneske. Det kunne vi passende gøre ved at ofre lidt mere tid på Ken Robinson og hans tanker om den kreative skole.
Vi kan arbejde sammen
I bogen Creative Schools er Robinsons og Aronicas afsluttende – og positive – pointe er, at den kreative skole er noget, vi kan arbejde sammen om at skabe. Jeg er meget enig. Det gælder lærere, ledere, forældre, politikere, embedsmænd, forskere og eksperter. Der har været en kedelig tendens til, at man arbejder mod hinanden frem for med hinanden med folkeskolereformen som – undskyld udtrykket – skoleeksemplet. Vil vi skabe en bedre og mere kreativ skole, er det det første skridt.
Hvis du vil læse mere, om hvordan lærere og ledere kan hjælpe hinanden til at skabe den skole eller uddannelse, der er den mest meningsfulde både for den enkelte og for fællesskabet, kan du finde inspiration i denne bog. Den meget anbefalelsesværdige bog Creative Schools finder du her. Har du spørgsmål eller kommentarer, så skriv gerne herunder.