Kære læser,

Så er det blevet min tur til med stolthed at kunne annoncere til hele mit netværk, at…

… der ikke er sket en skid.

  • Ikke nogen forfremmelse.
  • Ikke noget nyt job.
  • Ikke nogen spændende ny samarbejdspartner til 20 Skridt.
  • Ikke nogen kontrakt på en ny bog der udkommer i 2023.
  • Ikke nogen spændende rejser (men jeg har på det sidste undervist og holdt foredrag i Haderslev, Aarhus og Ballerup).
  • Ikke noget forbløffende vægttab.
  • Ikke nogen deltagelse i spændende kurser, konferencer eller receptioner med pindemadder og smalltalk.

Og ved du hvad?

Det er helt fint.

Det, der venter i 2023

I det nye år har jeg tænkt mig at fortsætte, som jeg plejer. Tage de små skridt i stedet for at søge de store revolutioner. Drikke kaffe og skrive lidt dagbog hver morgen. Prøve at gøre en forskel ved at formidle tanker og ideer. Skrive en artikel om ugen. Undervise. Se Star Wars og tage på Brøndby Stadion. Fortsætte med at lave materiale til Slow Club og Slow Magazine. Læse avisen.

Der er ingen planer om noget nyt og fantastisk.

Det giver ikke så meget prestige eller penge , og det er ikke materiale til ”se mig-opslag” på sociale medier. Men forhåbentlig er der ro og rytme forbundet med det.

Måske er det godt nok, som det er? For mig. Og for dig, der, hvor du er lige nu?

At hvile og være i det, der er

Da jeg i den forløbne uge var til julefrokost i min virksomhed, var det her tema med, om vi altid skal søge det nye, oppe at vende. Deltagerne var mig og min hund Chili (det er jo en enkeltmandsvirksomhed). Jeg fik en sildemad og Chili lidt leverpostej, og hun modsagde mig ikke, da jeg erklærede, at der kan være en idé i at glemme ambitionerne.

Selvfølgelig kan vi alle have brug for en forandring i tilværelsen, og hvis forandringen føles meningsfuld og rigtig, er den værd at gå efter. Men hvis ambitionen om det nye melder sig, fordi det er noget andre gør, eller fordi det føles, som om ”man” bør tage endnu et skridt på den store karrierestige, så er det ikke sikkert, at man falder til ro af den grund, tværtimod.

For det er ikke de dyre julegaver, succesopslaget på LinkedIn eller forfremmelsen, der giver dig ro i maven, hvis det du i virkeligheden søger, er balance og tid til det, der er vigtigt for dig.

Så er det måske bedre at sige til dig selv, at det er godt nok, som det er? At du ikke behøver at jagte den næste succes? At det er okay at give dig selv tid og plads? Måske er det eneste, du mangler blot at sætte tingene i perspektiv?

Der er ikke et svar, der passer til alle. Vi har alle vores unikke vej, men julen er en god anledning til at reflektere over disse spørgsmål. Og måske nå frem til, at det er okay, hvis der ikke kommer en revolution i dit liv? At det også er fint at sidde stille?

I dag er der ikke noget, du kan købe, så du får i stedet et billede af mig og Chili. Rigtig glædelig jul.

Ole Ditlev Nielsen

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.