Historien om den britiske premierminister Winston Churchill er ret utrolig. Hans politiske karriere var imponerende. Han sad i det engelske parlament i mere end seks årtier, var forsvarsminister og premierminister. Det sidste var han under anden verdenskrig, hvor han spillede en stor rolle i sejren over det nazistiske Tyskland. Derudover nåede han lige at skrive 37 bøger og vinde nobelprisen i litteratur.

Det er vildt i sig selv, men der er en anden ting ved Winston Churchill, som er interessant. Til trods for sit travle og produktive liv fandt han altid tid til at dyrke sine hobbies. Dem havde han flere af. Han læste bøger, spillede kort og fra 40-års alderen begyndte han at male billeder. Dertil kom endnu en hobby, som jeg finder sært fascinerende.

Han holdt af at lægge mursten.

At røre mørtel sammen, lægge mursten ovenpå hinanden og bygge en mur var en af hans yndlingsbeskæftigelser. En hobby, han dyrkede sideløbende med den politiske og litterære karriere. Det var i en helt anden boldgade, men det var en hobby, der gjorde ham godt.

Winston Churchill var ikke den eneste – Brad Pitt og Beyonce gør det også

Da jeg fandt ud af, at Churchill havde murstenslægning som hobby, satte jeg mig for at undersøge, om andre inspirerende mennesker finder tid til hobbies, og i givet fald hvad disse hobbies kunne være. Resultatet af min research var ret forbløffende. Se bare her:

Brad Pitt laver lerskulpturer i sin fritid. Han holder af at sidde ved drejebænken med vådt ler mellem fingrene – og han gør det af og til sammen med sin gode ven Leonardo di Caprio.

Digteren Emily Dickinson kunne godt lide at bage. Når hun skulle have en pause fra skrivearbejdet, tændte hun ovnen, æltede dej og gav kurve med kager til naboer, familiemedlemmer og kvarterets børn. Af og til hejste hun kurvene ud ad sit vindue og ned på gaden.

George W. Bush, der i otte år var præsident i USA, kan godt lide at male og har taget lektioner hos kendte malere. I de senere år har han endda udstillet sine malerier på flere museer. Samme hobby havde den danske statsminister Jens Otto Krag.

Den berømte investor og en af verdens rigeste mænd, Warren Buffet, spiller ukulele i fritiden. Han kan også godt lide at spille bridge, og han mener, kortspillet holder hjernen skarp.

Skuespilleren Tom Hanks, der har haft hovedroller i de største hollywoodfilm gennem snart fire årtier, samler på gamle skrivemaskiner.

Sylvia Plath, hvis livshistorie var tragisk, men som skrev smukke digte, holdt bier. Hun skrev endda om bierne i flere af hendes digte. Sangerinden Beyonce har i øvrigt samme hobby, har 80.000 bier og laver hundredvis af glas med honning om året.

Walt Disney samlede på modeltog og byggede en modeljernbane i stor størrelse i sin baghave. Den var så stor, at han kunne give sine gæster en tur på den, inden han trakterede dem med en frokost eller aftensmad.

De tankevækkende fællestræk ved berømthedernes hobbies

Du kan selv lave yderligere research. Hvis du skriver ”hobbies famous people” eller ”hobbies creative people” på Google vil du finde et væld af yderligere eksempler. Jeg finder det både inspirerende, opmuntrende og tankevækkende. Tankevækkende, fordi det fortæller noget om, at karriere ikke er det eneste, der tæller, hvis vi vil føle os balancerede og begejstrede, og fordi der er to fællestræk ved eksemplerne, som både du og jeg kan tage til os.

De berømte menneskers hobbies er noget helt andet end det, de beskæftiger sig med i deres professionelle karriere.

De berømte menneskers hobbies er ikke digitale, og de indebærer, at de bruger deres hænder.

Det er to ting, der er værd at opholde sig ved. De fortæller os, at vi har brug for at koble af, få tankerne væk fra det, der fylder i arbejdslivet og gøre noget helt andet. Og de fortæller os, at vi har brug for at slukke for skærmene, bruge vores hænder og gøre noget, der er taktilt.

Om det er mursten eller bier, om vi er berømte eller ikke-berømte, så tror jeg, at det er to ting, der er vigtige at skabe plads til i vores travle og komplicerede liv.

Det gode ved en hobby

En hobby er således gavnlig på flere planer. Den kan være et tiltrængt frikvarter fra alle de krav om effektivitet og produktivitet, der møder os hver eneste dag, men den styrker også vores mentale helbred. Det er forskningsmæssigt velunderbygget, at en hobby hjælper mod stress og uro. Den kan ganske enkelt gøre os gladere og mere afslappede.

Derfor: Giv tid og plads til en hobby, hvor du gør noget helt anderledes end det, du gør til daglig, og lad det være en, hvor du bruger dine hænder og din krop. Har du allerede en sådan en hobby, så giv den tid og plads. Prioritér den højere. Er du på udkig efter en ny hobby, så prøv dig frem, indtil du finder en, der føles rigtig – om det er at spille guitar eller at lave indonesisk mad.

I dag vil jeg bruge en stor del af dagen på at cykle over Kalvebod Fælled, møde gode venner og på Brøndby Stadion synge i Danmarks største sangkor. Det er en af mine hobbies, og meget forskellig fra min hverdag, hvor jeg typisk sidder ved en computer og skriver.

Hvad vil du gøre i dag? Hvilken hobby vil du finde plads til? Mursten som Churchill, ler som Brad Pitt eller noget tredje?


Læs et gratis uddrag af bogen Om at leve – 20 skridt til mere overskud og mindre stress

Om at leve er en slags håndbog til livet i trædemøllen. Den giver dig i 20 overskuelige kapitler et væld af konkrete tips til, hvordan du kan prioritere, vælge til og fra og finde tid til det, der er vigtigt for dig. Bogen er udgivet på Dansk Psykologisk Forlag, og du kan læse et fyldigt, gratis uddrag her. Hvis du gerne vil købe bogen som paperback, koster den 99,95 kroner, og du får den blandt andet hos saxo.com.

Om at leve

PS: Jeg er begyndt at skrive på engelsk

Hvis du godt kan lide at læse på engelsk, er jeg begyndt at skrive artikler om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv på platformen Medium. Det er et projekt, der kommer til at udvikle sig over de kommende måneder og år. Det koster ikke noget, og du kan læse med lige her.


Læs de seneste artikler


Foto: Emilie Haut