Måden, du bruger din tid på, er afgørende for de resultater, du opnår, og for din trivsel i det hele taget.

Det er derfor, du kan finde et væld af bøger, podcasts, apps og konsulenter, der på forskellig vis opfordrer dig til at bruge din tid optimalt. Det er der mening i, fordi selvom vi ikke skal skynde os gennem livet, betyder det noget, at vi bruger vores tid på en måde, der giver mening, og ikke ender i et væld af distraktioner og overspringshandlinger. Dermed bliver spørgsmålet, hvilket produktivitetsværktøj, der i denne jungle af apps, kurser og konsulentprogrammer er det absolut bedste?

Det er en notesbog og en kuglepen.

Derfor er dette produktivitetsværktøj det bedste

Der er en lang række gode grunde til, at denne tilsyneladende gammeldags og meget analoge metode til produktivitet er suveræn også i en digital tidsalder.

Forbedret hukommelse: Når du skriver i hånden, hjælper det dig med at fastholde og bearbejde information bedre, end når du skriver på en skærm.

Færre distraktioner: En notesbog har ingen notifikationer, apps eller internetforbindelser, der forstyrrer dit flow – tværtimod kan du arbejde helt forstyrret.

Kreativ frihed: Når du skriver i fri hånd, har du en fleksibilitet, du ikke har på en skærm. Du kan tegne, lave sketch notes, diagrammer og skitsere dine ideer helt, som du lyster.

En bedre forbindelse mellem tanke og handling: Når du skriver i hånden, er det en fysisk handling i naturligt tempo, der hjælper dig til at omsætte dine tanker til handling på en mere naturlig måde.

Ro til refleksion: Det går langsommere at skrive i hånden, men den langsommere proces giver dig bedre plads til eftertanke og dyb tænkning. Det er i denne fordybelse, du finder dine bedste ideer og løsninger på dine udfordringer.

Styrket motivation: Når du skriver i hånden, føles det mere meningsfuldt og personligt. Dermed oplever du det også som mere vigtigt, hvilket styrker din motivation og engagement.

Fleksibilitet: En notesbog er altid tilgængelig og klar til brug. Den skal ikke oplades, og den kræver hverken strøm eller Wi-fi. Samtidig kan du vælge at lave dine notater præcis, som du ønsker, uden at skulle passe dem ind i en forudbestemt skabelon.

Det er ikke bare en fornemmelse

Selv fylder jeg adskillige notesbøger om året. Det er ikke, fordi jeg har et særskilt ønske om at blive en effektivitetsmaskine, men det er vigtigt for mig at samle den information, jeg modtager, op, og lagre den på en meningsfuld måde. Samtidig har jeg brug for at få styr på mine ofte vildtvoksende tanker og kvalificere mine ideer. Her hjælper de håndskrevne notesbøger mig mere end noget stykke software.

Det er dog ikke bare mine personlige fornemmelser, der siger, at en notesbog og en kuglepen er verdens bedste produktivitetsværktøj. Det siger forskning også.

To videnskabsfolk fra det ansete Princeton Universitet i USA, Pam. A. Mueller og Daniel M. Oppenheimer, konkluderede i en stor undersøgelse, at folk der tager håndskrevne noter, er bedre til at huske og forstå information end dem, der tager noter på en computer. Derfor gav de deres undersøgelse titlen ”The Pen is Mightier than the Keyboard” og du kan læse mere om Muellers og Oppenheimers forskningsresultater her.

Hvis du vil have yderligere inspiration og mere faglig bund at stå på, så anbefaler jeg Allisson Fallons bog The Power of Writing it Down.”

Konkrete ideer til at bruge håndskrevne notesbøger

Det gode ved håndskrevne notesbøger er, at du kan gå i gang med det samme, og der er et væld af muligheder. Her er nogle ideer til, hvad du kan bruge en håndskrevet notesbog til.

Brainstorm og idegenerering: Skriv eller tegn løs med ideer til nye projekter eller løsninger på eksisterende udfordringer. Lad være med at redigere eller slette noget.

Prioriteret to-do-liste: Skriv en liste over dine opgaver eller planer for dagen og prioritér derefter rækkefølgen, så du gør det vigtigste først. Simpelt, men effektivt.

Taknemmelighedsdagbog: Skriv hver dag tre ting, som du er taknemmelig for. Over tid er det noget, der løfter dit livssyn og din trivsel.

Visuelle mindmaps: En håndskrevet notesbog behøver ikke bestå af lange passager med fortløbende tekst. Du kan også visualisere tanker og organisere dine ideer og deres relation til hinanden.

Sæt mål: Skriv dine mål – både de kortsigtede og de langsigtede – ned og del dem op i små trin, der føles opnåelige og realistiske.

Læringsrefleksion: Tag 10 minutter hver aften hvor du i din notesbog skriver, hvad du har lært den pågældende dag, og hvordan du vil bruge det, du har lært, i fremtiden.

Ideer og fremtidsdrømme: Brug din notesbog som et hjem til dine ideer og drømme, også dem, der føles vilde. Så kan du vende tilbage til dem, når tiden føles rigtig. Du kan lade dig inspirere af denne metode.

Begynd i dag

En håndskrevet notesbog kan blive en følgesvend, der gør en stor og positiv forskel i dit liv.

Lad være med at overtænke eller spekulere på udstyr. Det vigtigste er, at du sætter dig ned og skriver. Hvis du først gør det til en daglig vane at bruge en håndskrevet notesbog, så vil de positive effekter komme af sig selv.

Du kan måske begynde lige om lidt?


Lån e-bøger og lydbøger på eReolen

Vidste du, at du kan låne flere af mine bøger som lydbøger eller e-bøger i 30 dage på eReolen? Det gælder disse titler:

Det koster ikke en krone, og du kan låne dem i 30 dage ad gangen. Du skal blot bruge dit sædvanlige bibliotekslogin, og du kan se mere her.

eReolen Ole Ditlev Nielsen

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.