Den alvorlige situation, der opstod lige inden sommerferien. Det, der hastede så meget i oktober. Den sag, du blev nødt til at tage dig af i sidste uge.

Det er der ikke mere, vel?

Det betyder ikke, at de sager er glemt, eller at de ikke var vanskelige. Men på en eller anden måde, fik du dem overstået. Enten blev de klaret, eller også blev de til noget, som du kan leve med.

Det er den vigtige pointe: Det, der haster, bliver ikke ved. Det forsvinder igen.

Tiden er en faktor, der arbejder for os

Mange af os har et anstrengt forhold til begrebet tid. Vi synes, vi har for lidt af den, tiden. Vi har for travlt. Vi tænker, at hvis vi bare fik lidt mere tid, så ville det gå bedre. Så ville vi bedre kunne håndtere det, der haster.

Men tiden kan også være en faktor, der arbejder for os. Uanset om vi er tynget af travlhed på arbejdet, en personlig krise eller måske ligefrem sorg, så er tiden også en ven, der tager os i hånden. Den får ting til at forsvinde. Med tiden går de væk.

Det er ikke det samme som at sige, at det er nemt, når vi står med det, der haster. Det er det ikke. Nogle gange er det bare hårdt, stressende og uoverskueligt. Det skal vi have lov til at føle, at det er, men samtidig er det også noget, vi kan sige til os selv:

Den situation vi står i lige nu, er ikke permanent. Den er et øjeblik, et billede af i dag, og om et år er situationen væk. Så er livet anderledes, måske bedre.

Måske kan det få os til at gå lidt mindre i panik. Måske kan det i højere grad få os til at se det store billede frem for alt det, der lige nu tynger os ned?


En praktisk guide til et slow liv

Jeg har skrevet bogen Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening, fordi jeg tror på, at det i en travl og forvirrende tid er vigtigt, at vi gør tingene godt frem for at gøre dem hurtigt. I bogen får du en introduktion til den verdensomspændende Langsombevægelse, en række essays der giver dig nye perspektiver på begrebet tid og en lang række konkrete tips og tricks til at sætte farten ned, så du får mere tid til det, der er vigtigt for dig. Bogen er udkommet som trykt bog, e-bog og lydbog. Du kan købe den på Saxo.com.

Slow living bog

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.