Der er uger, og så er der uger.

På den ene side er der de uger, hvor det hele nogenlunde kører, som det plejer. Man passer sin dont, gør nogenlunde som sædvanlig, og det regner udenfor. Jeg tror, at det er de fleste uger, der er sådan, men det er måske bare mig?

Og så er der på den anden side de uger, hvor der sker noget usædvanligt. Noget, der gør ugen anderledes. Måske skinner solen ligefrem i løbet af sådan en uge? Det er måske de færreste uger, der er sådan, men når de er der, så er de værd at sætte pris på De er værd at huske.

Denne uge har været i den sidste kategori for mig. Torsdag den 6/2 udkom min bog om at sige sit job op for i stedet at leve et frit og kreativt liv. Den hedder Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv, og selv om det ikke helt er som at få et barn, så føltes det næsten sådan, første gang jeg stod med den nye bog i hånden. Måske er det bare fordi, det er den bog, jeg har brugt længst tid på at skrive. Den bog, som jeg allermest håber, vil flytte mennesker og inspirere dem til kreativ udfoldelse. Der er blod, sved og kreative kampe i den bog.

Det frie arbejdsliv

Hvis du har læst med på Søndagslisten i et stykke tid, kender du min historie. I 2014 sagde jeg mit job op. Det gjorde jeg fordi, jeg gerne ville leve langsommere. Jeg ønskede mere tid sammen med mine børn, tid til at skrive og være kreativ, tid til at rejse. Ambitionen var ikke at tjene en masse penge eller blive berømt (hvis det havde været ambitionen, var den også fejlet spektakulært).

I store træk er det lykkedes. Siden 2014 har jeg skrevet seks bøger, holdt en masse foredrag og rejst til Cambodia, Vietnam, Mexico og andre steder med min familie. De fleste dage har jeg hentet min søn Mikkel ved totiden, og vi har haft mange stille eftermiddage sammen.

Med andre ord lever jeg det frie arbejdsliv. Det er et liv, hvor jeg disponerer over min egen tid, kan sige ja eller nej, når jeg bliver spurgt om at levere et stykke arbejde, og jeg træffer beslutningerne selv. Det er ikke nødvendigvis nemt. Vi har alle vores veje at gå, og der er ikke nogen vej, der er bedre end andre. Det handler om, at vi hver især finder den vej, der passer til os, der hvor vi er i livet på et givent tidspunkt.

Jeg er taknemmelig for, at jeg var heldig at finde min vej. Det tror jeg på, at vi alle sammen kan, uanset hvordan vejen ser ud.

Du kan også leve det frie arbejdsliv

Livseksperimenter handler ikke om mig. Det er ikke en bog, der fortæller dig, hvilke links, du skal trykke på, hvis du vil registrere din egen virksomhed eller hente noget smart software til dit næste kreative projekt. Det kan du selv google dig frem til. Det er derimod en bog om de mekanismer og principper, der gør det frie og kreative arbejdsliv muligt – uanset hvilken faglig baggrund, alder, køn og etnicitet vi har.

Jeg tror ikke, at det frie arbejdsliv er for alle. Det skal det heller ikke være. Der er masser af mennesker, der er glade for at være lønmodtagere. De holder af rytmen og af stabiliteten i 8-16 og den månedlige lønseddel. Det er der meget godt at sige om, og det er superfint at have det sådan.

Men hvis du er en af dem, der synes, at det kan blive lidt rigeligt med hamsterhjul og trædemølle. Hvis du føler, at du har noget indeni dig, der brænder for at komme ud, så tror jeg, at det frie arbejdsliv er noget for dig. Det gælder uanset, om du ønsker at åbne en gårdbutik, en café eller en webshop. Det gælder, hvis du ønsker at rejse, bruge mere tid på at hjælpe dem, der har behov for det, eller hvis du drømmer om at gennemføre et kunstnerisk projekt. Og det gælder selvsagt også, hvis du ønsker at leve langsommere og slet og ret have mere tid.

Det får du i det frie arbejdsliv

Hvis du går i retning af det frie arbejdsliv, kan du se frem til at:

  • Disponere over din egen tid.
  • Indfri dine kreative drømme.
  • Sige nej, når du har lyst.
  • Arbejde forskellige steder, i Danmark og i verden.
  • Blive klogere og lære for livet.
  • Føle at dit arbejde bliver mere meningsfuldt og sætter dig i stand til at hjælpe andre.
  • Forlade den karriere der finder sted i skyggen af det, du egentlig

Det lyder da ikke så tosset, vel?

Der er et men…

Der er meget godt at sige om det frie arbejdsliv. Jeg tror fuldt og fast på, at du gennem bevidste valg og kreativ udfoldelse kan nå frem til de ting, der står på punktopstillingen herover. Der er endda en klart dokumenteret udvikling på arbejdsmarkedet i disse år, der gør rejsen ind i det frie arbejdsliv nemmere og mere oplagt end før. Den dokumentation kan du gå i dybden med i bogen.

Hvis du giver dig til at søge lidt online, kan du hurtigt finde et væld af blogs, bøger, YouTube-videoer, podcasts og online-kurser, der sælger dig tanken om, at hvis du bare finder din passion, så vil du trives, tjene en masse penge og leve et liv på den høje hest.

Så enkelt er det desværre ikke. I Livseksperimenter skriver jeg faktisk, at den slags er bullshit. Ikke fordi der er noget galt med passion eller med at forfølge sin passion, men det gør det sjældent alene. Sandheden er, at der er væsentlige omkostninger forbundet med at bevæge sig ind i det frie arbejdsliv.

Prisen ved det frie arbejdsliv

Ligesom der er en række attraktive elementer ved det frie arbejdsliv, er der også en række ulemper. Du skal spørge dig selv, om du er klar til:

  • At leve med en usikker og svingende indtægt.
  • Ikke at kende fremtiden.
  • Være åben for nye vinkler og projekter – også dem, du ikke lige havde regnet med.
  • Prioritere og bruge tid og dine egne penge på at udvikle dine kompetencer.
  • Række hånden ud efter andre og æde din stolthed når du har brug for hjælp.
  • At sætte dig selv på spil – fordi du har noget vigtigt og betydningsfuldt at give til det samfund, du er en del af.

Kan du sige ja til disse ting, er det frie arbejdsliv noget for dig. Er du klar til både de attraktive vinkler og til det svære, så har du alle forudsætninger for at lykkes med et frit arbejdsliv. Et arbejdsliv, der vil være rigt og givende for dig. Om du er cykelsmed, forfatter eller Youtuber er ligegyldigt. Det handler alene om, hvorvidt du er klar, og om du har lyst til at gå en anden vej.

Der er en hamster i en luftballon på forsiden

Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv er nu tilgængelig hos Arnold Busck, Saxo.com og de andre førende boghandlere. På forsiden har grafikeren tegnet en hamster i en luftballon. Ja, jeg ved det lyder mystisk, men jeg elsker den forside og fik våde øjne, da jeg så den. Det er sådan et fint billede på, hvad vi kan som mennesker. Vi kan forlade vores hamsterhjul og komme at flyve. Gennem bevidste valg, prioriteringer, vores nysgerrighed og kreativitet kan vi komme op i de høje luftlag. Vi kan komme et sted hen, hvor solen skinner. Hvor udsigten er bedre, og hvor vi føler, at der er mening med vores arbejde.

Hvis du er en af dem, der gerne vil sådan et sted hen, så er det mit oprigtige håb, at bogen kan hjælpe dig. Det er derfor, jeg har skrevet den. For at hjælpe dem, der har lyst til et andet arbejdsliv til et bedre sted. Ikke ved at romantisere, men ved at sætte fokus på værdier og principper og på, hvordan man konkret kan overkomme udfordringerne ved det frie arbejdsliv.

Det er som nævnt ikke for alle (og det er altså helt fint, at det ikke er det), men jeg har prøvet det selv, og jeg ved, hvor stor en forskel det kan gøre. For arbejdsglæden, for trivslen og for livet i det hele taget. Det er det største livseksperiment.

Bogen er ude nu, og du kan se mere om Livseksperimenter og købe den her.

Se mere om bogen

Livseksperimenter