Der er alt det, der tikker ind. Notifikationer på din telefon, e-mails, opringninger på tidspunkter, hvor du trænger til ro. I det moderne, travle liv, er der ikke ret mange minutter af døgnet, hvor du ikke kan finde noget, som du kan besvare, forholde dig til eller reagere på. Det er som en konstant summen for dine ører. En kontinuerlig mosaik af små og store forstyrrelser, som præger dine dage.

Disse forstyrrelser kan sagtens være af det gode. De kan være underholdende, bekræftende, få dig til at føle dig betydningsfuld fordi andre skriver til dig og gerne vil have dig til at se eller reagere på noget. En gang imellem kan forstyrrelserne ligefrem være oplysende og indeholde vigtig information, som hjælper dig.

Desværre er det langt fra altid tilfældet. Alt for ofte er det, der tikker ind og forstyrrer dig, komplet uvæsentligt og ligegyldigt. Det forhindrer dig i at finde fokus og koncentration, i at arbejde dybt, være nærværende eller slet og ret være til – bare være til i et øjeblik af ro i en kaotisk verden.

Når det kommer til stykket, er der for meget tid, der går med det, der ikke er vigtigt.

Forskellen på det, der haster, og det, der er vigtigt

Det er nemlig, som jeg engang så det udtrykt af den amerikanske forfatter Chris Guillebeau, og som du kan se på billedet herunder.

Når forstyrrelser i form af notifikationer, mails, tekstbeskeder eller telefonopringninger, tikker ind, så er vi tilbøjelige til at tænke, at det haster. At det er noget, vi skal reagere på her og nu.

Det er det ikke. I langt de fleste tilfælde er det ikke noget, der haster. Du kan også stille dig selv spørgsmålet:

Går jorden under, hvis jeg ikke svarer eller reagerer på det her lige med det samme?

Svaret er selvfølgelig nej. Der er ingen, der dør af, at du ikke besvarer en sms eller en mail her og nu. Ingen får kræft af, at du ikke åbner en app, så snart den har sendt dig en notifikation.

Tværtimod kan du slå notifikationerne fra. Lægge telefonen og andre forstyrrelser væk og i stedet prioritere noget andet.

Det vildt vigtige!

Det gode ved at fokusere på det vildt vigtige

Det vildt vigtige er det, der betyder mest for dig, der, hvor du er i dit liv lige nu. Det, som virkelig rykker dig, fører dig nye og spændende steder hen og sætter dig i stand til at gøre en positiv forskel for andre. Måske er det vildt vigtige for dig at få mere tid til din familie, åbne en café i dit lokalområde, skrive den bog du altid har drømt om, omlægge dine kostvaner eller gå fuldt og helt ind i dit arbejdsliv.

Det er kun dig, der kan finde frem til det vildt vigtige for dig, men det gælder for os alle, at der er en fantastisk styrke i at fokusere på det vildt vigtige. Gør, vi det sker der nemlig gode ting.

  • Det bliver nemmere at træffe beslutninger, for du får et kompas, der viser dig, hvad der er væsentligt, og hvad der ikke er.
  • Du får mere tid til det, der betyder noget for dig.
  • Du oplever glæden ved at være i flow – at være så fuldt og helt optaget af en aktivitet, at du glemmer alt omkring dig.
  • Du kommer til at prioritere din tid bedre.
  • Dine daglige vaner kommer i bedre samklang med dine mål og pejlemærker i livet.
  • Du bliver mindre stresset, for du venter med at forholde dig til alle de forstyrrelser, der tikker ind.
  • Du bruger din tid på det, der gør en positiv forskel for dig – både på kort sigt og i det lange løb.

At prioritere det vildt vigtigt vigtige gør slet og ret livet bedre.

Hvad er det vildt vigtige for dig i dag?

Derfor er der et enkelt spørgsmål, du kan stille dig selv:

Hvad er det vildt vigtige for dig?

Kan du prioritere din tid sådan, at du skærer forstyrrelserne fra, så du i stedet fokuserer på det vildt vigtige? Kan du begynde allerede i dag?

Det vildt vigtige er ikke ti forskellige ting. Heller ikke fem ting, ikke tre ting, ikke engang to.

Det vildt vigtige er én ting.

Find din vildt vigtige ting, giv den dine kræfter og fokus, og du vil opleve en forskel.

Lyder det vanskeligt? Måske. Det kræver fravalg, ændrede vaner, andre måder at prioritere din tid på. Det er ikke nemt, men du kommer til at rykke dig, hvis det lykkes. Husk også, at over længere tid, kan det vildt vigtige ændre sig. Det, der i dag er det vildt for dig, er måske noget andet om tre år. Det er okay. Det er en sund måde at udvikle sig på.

Brug din dag på det vildt vigtige. Prioriter det. Ignorér forstyrrelserne. Overvej, hvad det gør ved dig, når du placerer hovedet på puden og lægger dig til at sove i aften.


Foto: Emilie Haut

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.