Vi er opdraget til at tænke, at vores arbejdsliv former sig nogenlunde som en tur på en rulletrappe. Vi stiger på i bunden, på det laveste trin. Det er der, hvor vi er underordnede, ikke-fastansatte og får en lav løn. Så begynder rulletrappen at køre. Vi stiger opad, bliver fastansatte, får mere ansvar, stiger i graderne. Det kan være, vi bliver mellemledere og lidt-mere-ledere. Lønnen bliver højere. Til sidst stiger vi af rulletrappen. Så får vi et guldur og et håndtryk, hvorefter vi kan ride ud i solnedgangen til et behageligt pensionsliv. Hvis vi da ikke er gået ned med stress eller er døde i mellemtiden.
Der er noget trygt i forudsigeligheden. Vi ved, hvad vi har, og hvad vi kan forvente. Det er der ikke noget i vejen med, men der er et problem med at se arbejdslivet på denne måde.
Den har ikke ret meget med virkeligheden at gøre. I realiteten er arbejdslivet meget mere som en rutsjebane end som en rulletrappe.
Det episodiske arbejdsliv
Den amerikanske forfatter Farai Chideya bruger i sin bog The Episodic Career – How to Thrive at Work in the Age of Disruption udtrykket det episodiske arbejdsliv. Det kan jeg godt lide, fordi det er en meget mere retvisende betegnelse for det moderne arbejdsliv. Det er ikke nogen støt, opstigende kurve, men snarere en vekselvirkning mellem stigninger og fald. I perioder trives vi i arbejdslivet, vi er succesfulde. I andre er vi ikke, der er vi måske snarere pressede og ønsker andre græsgange, nye udfordringer. Farai Chideyas pointe er, at et sådant episodisk arbejdsliv er naturligt, måske ligefrem ønskværdigt.
Det episodiske arbejdsliv er i bund og grund en række små karrierer inden for en større ramme, der handler om vores værdier, kreativitet, selvudtryk og selvfølgelig behovet for at tjene penge, så huslejen kan betales. Det er helt naturligt, for mindre gode ting sker i vores arbejdsliv. Måske bliver vi fyret, måske havner vi i et giftigt arbejdsmiljø, eller måske indser vi, at al den tid vi bruger på arbejdet, ikke er brugt på det, vi helst vil, og som vi føler, vi er skabt til. Vi kan bytte vores tid for penge og samtidig opleve det som hult og utilfredsstillende. Sådan har jeg selv haft det, og det fik mig til at sige et job op. Jeg gik så at sige fra en episode i mit arbejdsliv til en ny episode.
Når vi omfavner tanken om det episodiske arbejdsliv frem for tanken om rulletrappe-arbejdslivet, sker der gode ting. Vi indser, at det svære er midlertidigt. At vi kan komme nye steder hen. At det godt kan lade sig gøre at skifte retning.
Hvad betyder det for dig og dit arbejdsliv?
Har du lagt mærke til, hvad vi siger?
Jeg er lærer. Jeg er sygeplejerske. Jeg er revisor.
Vi siger ikke:
Jeg arbejder som lærer. Jeg arbejder som sygeplejerske. Jeg arbejder som revisor.
Det virker måske som en sproglig detalje, men jeg finder den afslørende. Det viser, hvor meget af vores identitet, der er bundet op på vores job og karriere. Måske er det derfor, det slår så hårdt, når noget går galt i arbejdslivet. Hvordan vi alt for hurtigt kommer til at se os selv som fiaskoer, hvis karrieren ikke går som rulletrappen siger, at den skal.
Det er dumt. Du er ikke dit job. Du er ikke din karriere. Først og fremmest er du menneske. Du er dig.
Det episodiske arbejdsliv er en påmindelse om, at du ikke sidder fast. Du er ikke bundet til ét sted. Ja, det kan virke usikkert og skræmmende, men det betyder også, at du har muligheder. At du kan gå nye veje. Er du et sted, hvor det ikke lige spiller, så kan du huske dig selv på to ting.
For det første er det naturligt. Det er det, næsten alle kommer ud for i løbet af et arbejdsliv.
For det andet så kan det ændre sig. Din situation er ikke permanent. Den kan ændre sig. Den vil ændre sig.
Uanset, hvor mange udfordringer, der kan være, er det to gode tanker, du kan tage med ud i din dag. Måske kan det være dit første skridt på en ny rejse i dit liv. Fra en episode til en anden?
Foto: Emilie Haut.
Læg en kommentar