I de seneste, meget mærkelige uger, har jeg modtaget en del nyhedsbreve og artikler fra mailinglister, som jeg egentlig er glad for. Mange har haft et nogenlunde enslydende budskab:
Corona-krisen er også en chance. Den er noget, vi skal udnytte.
De forskellige mailinglister har – alt efter den enkelte listes fokusområde – anbefalet mig:
- At rydde op derhjemme.
- At bruge tiden på Gør-det-selv-projekter, så mit hjem kommer til at ligne noget fra et boligmagasin eller fra en Pinterest-profil.
- At motionere meget mere.
- At tilegne mig en masse nye kompetencer.
- At udvikle min forretning.
- At sætte gang i en masse nye markedsføringsinitiativer.
- At dyrke familien.
- At få bedre sex.
- Og en hel masse mere.
Der er jo ikke noget i vejen med at rydde op, motion eller at få bedre sex. Det er alt sammen gode ting, og måske har du også selv fået en masse tips og råd til, hvordan du burde ”udnytte” Corona-tiden? Der er mange af dem i omløb i øjeblikket.
Tiden er ikke noget, vi skal udnytte
Jeg kan sagtens forstå ræsonnementet bag tankegangen, men jeg er helt uenig i den. Det er jeg af to grunde:
1) Det er presset og svært nok, som det er. Selv nu, hvor der i nogle lande begynder at være lys forude, er Corona noget lort. Vi behøver ikke lægge ekstra pres på os selv og tænke, at der en hel masse, vi burde gøre.
2) Tiden er ikke noget, vi skal udnytte. Den er ikke et produkt, vi skal forbruge. Den er ikke en citron, vi skal presse.
Tiden er der bare. Situationen er, som den er, og der er også perioder i tilværelsen, hvor vi ikke behøver at presse os selv med at skulle have det bedste ud af alting. Måske fører det bare til mere angst og stress. Måske er det ligefrem kontraproduktivt for vores mentale balance, for det får os til at fokusere på alt det, vi ikke når.
Hvad vi kan gøre i stedet
Der er ikke noget galt i at se muligheder, også når der tilsyneladende ikke er nogen, men det skal ikke være som et pres. Det skal ikke være som et burde, men måske som et kunne. Noget, vi kunne foretage os, hvis vi følte det føjede mening og glæde til vores liv, og hvis vi kunne hjælpe andre med det.
Derfor: I den her mærkelige periode er der ikke noget, du skal udnytte. Du kan i stedet vælge en stoisk tilgang. Hvil i det, også det svære. Der er vilkår og livsbetingelser, vi ikke kan lave om. Tag den med ro. Sig, at det er godt nok, som det er. Vi skal igennem det, og vi når det, vi når. Det gør vi alle sammen, og det er helt i orden.
Der er ikke nogen opskrift
Corona-situationen er uden fortilfælde i nyere tid. Der er ikke nogen manual for hvordan man klarer det som samfund eller som enkeltperson. Vi famler alle sammen, men vi gør det skridt for skridt og så godt, som vi kan. Vi kan være i øjeblikket, finde mening i det og så gå videre derfra.
Når vi mere end det, er det fint. Gør vi det ikke, er det også fint. Vi skal bare blive ved med at gå, skridt for skridt, dag for dag. Så kommer der en dag, hvor vi er igennem det. På din måde. På min måde. På alle andres måder. Måske er vi nærmere den dag, end vi lige går og tror.
Vil du læse flere artikler som denne?
Tilmeld dig Søndagslisten og få tilsendt mine bedste tekster direkte til din indbakke hver søndag morgen. Artiklerne kredser om slow living, det enkle liv, og om hvordan du i en travl hverdag kan få mere tid til det, der er vigtigt for dig. Du får aldrig mere end en mail om ugen. Den kommer altid på det samme tidspunkt, og du kan afmelde når som helst. Du tilmelder dig her.