Der er de gode nyheder og de ikke så gode nyheder. En af de mindre gode kom frem i sidste uge.

Ifølge PFA er 29 % flere stresssygemeldinger i perioden umiddelbart efter sommerferien end på andre tidspunkter af året. August og september er simpelthen højsæson for stress, og tallene viser, at tendensen forstærkes år for år.

Man skulle ellers tro, at det var omvendt. Man har lige holdt ferie, slappet af i solen, koblet af og nydt samværet med de mennesker, man holder allermest af. Eller også har man været på spændende eventyr i fremmede lande. I princippet burde man være sprængfyldt med energi, fuld af gå-på-mod og klar til at kaste sig over opgaverne på jobbet.

Sådan er virkeligheden bare sjældent. Det viser PFA’s undersøgelse, og det viser virkeligheden. Man kender det godt. Man kommer tilbage på arbejdet, måske lidt træt efter en rejse hjem, som man ikke helt har sovet ud fra. Indbakken er oversvømmet af e-mails, telefonen begynder at ringe, kalenderen bliver fyldt op af møder, ikke alle lige relevante, der er hængepartierne fra før ferien, en mellemleder har fået nyt job hen over sommeren, en kollega er blevet sygemeldt, hullerne skal fyldes ud og der er også ting på plakaten derhjemme, børnenes skolestart, arbejdsdagen i boligforeningen, beskederne fra bankrådgiveren.

Energien fra ferien fiser ud, som når man slipper luften ud af en ballon. Det er op ad bakke, og næste ferie er frygtelig langt væk. I stedet rammer hverdagen som et knytnæveslag. Man fortryder, at man ikke fik ryddet skrivebordet helt, inden man tog på ferie, og man trænger allerede til ro.

12 ideer til ro i hverdagen

Men hvordan finder man ro i hverdagen, hvis man ikke lige kan tage på ferie igen? Eller hvis man ikke er klar til at trække stikket og sige sit job op? Hvis roen er noget, man skal finde i en hverdag, der er travl og kaotisk?

Herunder får du en liste med 12 forslag til at finde ro i hverdagen. Jeg håber, at den kan inspirere dig, i hvert fald en smule. Statistikken er slem nok, som den er, og ved at følge et par ideerne på listen, kan det være, at du og jeg undgår at blive en del af den kedelige statistik.

1) Gør ingenting

Eller sagt på en anden måde: Glem alting! Nej, du kan ikke gøre ingenting hele tiden (det bliver nok også kedeligt i længden), men det betyder ikke, at du aldrig kan gøre ingenting. Sæt mindst 20 minutter af hver aften til at gøre ingenting og håndhæv disse tre principper i de 20 minutter.

  • Ingen mails eller telefoner.
  • Ingen oprydning eller rengøring.
  • Ingen selvbebrejdelser eller tanker om, hvad du kunne eller burde gøre.

2) Få det, der gør dig urolig, væk

Noget af det, der kan stresse mig allermest, er tanken om noget, jeg skal have gjort, men ikke rigtig orker, har lyst til eller ligefrem er bange for. For mig er det typisk, hvis jeg skal ringe til nogen, jeg ikke kender eller ikke har lyst til at tale med. Eller hvis jeg skal tage beslutninger, om mit arbejdsliv, som jeg ved er rigtige, men som jeg vægrer mig ved (som da jeg i juni måned sløjfede halvdelen af mit foredrags- og kursusudbud). For dig er det sikkert noget andet, der får skoen til at trykke, men jeg har efterhånden lært, at når man får ryddet de her ting af vejen, så kommer roen tilbage. Eller som Brian Tracy, siger i sin berømte bog af samme navn: Slug frøen! Det kan du gøre på disse måder:

  • Sæt dig ned og reflektér over, hvad det er, der gør dig urolig. Overvej dernæst, om det er noget, du kan gøre noget ved, eller om det ikke er. Fokusér på det første og acceptér samtidig det, som du ikke kan påvirke.
  • Skriv ned, hvad det er, du skal have gjort. Skriv det hele i punktform. Giv derefter hvert punkt en karakter på 1-10 på din uro-skala, hvor 10 er det, der gør dig mest urolig. Start med dine 10’ere og bevæg dig ned ad listen. Ofte vil du opdage, at det går hurtigere med at få den af vejen, end du tror.
  • Gør det bare.

3) Læs i en bog hver dag

Noget af det, der virkelig kan give ro i hverdagen, når den er allermest kaotisk, er at sætte sig ned med en god bog. Gør det om morgenen, i din frokostpause, på en bænk om eftermiddagen eller i sofaen om aftenen.

  • Læs det, du virkelig har lyst til at læse, og som får dig til at slappe af. I andre tilfælde kan det være godt at læse noget udfordrende, men lige nu handler det om at finde ro i hverdagen.
  • Overvej at læse dine bøger på en Kindle. Den hverken fylder eller vejer noget, men du kan have tonsvis af bøger på den. Det er en god fleksibel, løsning, som gør, at du kan læse når som helst og hvor som helst.
  • Hvis du er i tvivl om, hvad du skal læse, er jeg for tiden i gang med den her, som jeg anbefaler varmt.

4) Tilbring tid sammen med dem, du elsker

Ferietid er ofte familietid eller nærvær med vennerne, men hvorfor skal det ikke også være en del af hverdagen? Måske er det svært fra 8-16, men hvad så med de sene eftermiddage, aftener eller weekender? Det kunne for eksempel være på disse måder:

  • Se en film sammen i sofaen om aftenen og tal om den efterfølgende. Har du børn, så lad dem tegne motiver fra filmen og vise dem bagefter. Det har vi stor fornøjelse af hjemme hos os.
  • Spil brætspil og drik te en tirsdag aften.
  • Brug en søndag eftermiddag på at ringe til et par af dine venner og få en god snak. Eller gå en tur sammen i det gode sensommervejr.

5) Giv dig selv alenetid

Kontrasten mellem en rolig ferie og så en hverdag, hvor det hele bimler og bamler kan være voldsom. Det giver dig ro, når du giver dig selv lidt kærlighed og lov til at puste ud. Faktisk kan det være et værdifuldt privilegium at være alene.

  • Stå lidt tidligere op om morgenen, inden resten af verden vågner, og nyd stilheden og at tiden er din egen.
  • Tal med kolleger, ledere eller familie om at du har brug for ro og alenetid. Vær ærlig og understreg på en positiv måde, at det hjælper dig til at være den bedste udgave af dig selv og dermed også til at være mere for andre.
  • Brug din alenetid på noget, der gør dig glad. Hvis det er din ting at ligge på sofaen og spise chokolade og læse Anders And-blade, så er det, det, du gør, når du er alene.

6) Spis bedre mad

Og okay, måske ikke chokolade hele tiden, men det er der nok heller ikke nogen fare for i en travl hverdag. Hvad der derimod er god grund til at være opmærksom på, er, at mad, der er kunstigt fremstillet og fuldt af tilsætningsstoffer bare accelererer din uro og stress. Bedre mad kan gøre det modsatte.

  • Det handler ikke om, at din mad skal være dyr eller avanceret. Et par skiver rugbrød, nogle rå, økologiske gulerødder, lidt kartofler stegt i lidt olie og et par kviste rosmarin fra en urtepotte er mere end fint. Gå efter det enkle og naturlige.
  • Hvis du vil have inspiration til enkel og god mad, er jeg altså ret vild med denne hjemmeside.
  • Lav din mad selv eller sammen med andre og gør det til en hyggelig begivenhed. Lad bare være med at købe et færdiglavet et industriprodukt, der suger energi ud af dig i stedet for at give dig energi.

7) Lær noget nyt

Når vi savner ro i hverdagen, er det måske også fordi vi savner at fordybe os i noget, som vi føler er vigtigt og spændende. Det gør vi, når vi lærer noget nyt. Så kommer vi i flow og bliver så optagede af det, vi lærer, at vi glemmer alt omkring os. Bekymringerne og vores stress forsvinder. Vi falder til ro.

  • Du behøver ikke lære den nyeste version af Excel eller at kommunikere med slagkraft. Hvorfor ikke kaste dig ud i noget kreativt som at lære at spille guitar, lære at tale portugisisk eller at lære at redigere dine egne videoer? Start på YouTube, der kan være det rene tidsspilde, men som samtidig også har en forbløffende mængde gode instruktionsvideoer.
  • Tag et kig på onlinekursus.dk og se, hvad du kan lære online, Du kan også gå internationalt og se et væld af muligheder på for læring på Skillshare eller Udemy.
  • Kig programmet igennem for din lokale aftenskole som AOF eller FOF. Meld dig til et foredrag eller kursus i løbet af september.

8) Skriv dagbog

Den vane, der måske giver mig allermest ro i hverdagen, er at skrive dagbog. Jeg har ingen litterære præferencer eller ambitioner med det, jeg skriver, og jeg pisker heller ikke mig selv, hvis jeg ikke får skrevet hver dag. Der sker bare noget, når jeg sætter mig ned med en kop kaffe, en kuglepen og en notesblok. Det er en langsom aktivitet i sig selv, og det er som om, at tankerne falder på plads. Det er som om, at der kommer en retning, hvor det før var svært at falde til ro.

  • Find et fast tidspunkt hver dag, hvor du sætter dig ned og skriver, måske bare et kvarter. For mit vedkommende er det tidligt om morgenen, men vælg det, der passer dig bedst.
  • Din dagbog behøver ikke at bestå af en masse tekst. Du kan skrive i punktform, lave tegninger eller gøre det elektronisk i et noteprogram som Evernote.
  • Prøv at starte med at sætte dig ved et vindue og beskrive det, du ser, når du kigger ud.

9) Meditér

Meditation er et af de mest populære og effektive midler til at føle ro i hverdagen. Det kan dog være svært at komme i gang og få stilnet støjen i hovedet, men når det lykkes, er det en fantastisk hjælp for ens mentale sundhed. Prøv at starte i det små og lad være med at tænke, at der er rigtige eller forkerte måder at meditere på.

  • Fokusér på din vejrtrækning. Luk øjnene, sid i en komfortabel stilling, gerne på en stol og træk vejret dybt gennem næsen. Gør det i 5 minutter, hvor du alene koncentrer dig om vejrtrækningen.
  • Der er mange apps, der er gode, og som kan hjælpe dig i gang med meditation. Du kan undersøge mulighederne eller gøre som mig og bruge calm.com, som jeg er meget begejstret for.
  • Hvis du har svært ved at sidde stille eller ikke lige føler dig som en indisk yogi, så overvej gå-meditation i stedet. I stedet for at fokusere på din vejrtrækning så fokusér fuldt og helt på dine skridt, når du går. Mærk jorden under dine fødder, dine trædepuder, hælene, der slår mod stien, du går på. Vær fuldt opmærksom på din krop.

10) Glæd dig over de små ting

Noget af det, der giver uro og stress efter ferien, er, at vi bekymrer os over fremtiden. Det er ikke mindst aktuelt, når vores personlige bekymringer bliver blandet med bekymringer over klimaforandringer og en urolig situation ude i verden. Her kan det give ro at vende blikket mod de små ting i dagligdagen og glæde sig over dem.

  • Genopdag din evne til at dufte. Indsnus duften af en pose kaffebønner, en blomst i haven eller lugten af havet, når du står på en strand.
  • Selv i stressede perioder sker der gode ting hver dag. Kan du tænke på tre små, gode ting, der skete for dig i går? Det kan være et godt måltid mad, en spændende artikel, du læste, en venlig bemærkning fra en ven eller et familiemedlem eller noget fjerde.
  • Bliv mere opmærksom på vejret og naturens fænomener. Nyd den varme sol, en livgivende regnbyge, der falder på dine kinder eller tusmørket en stille sensommeraften.

11) Læg en plan for fremtiden

Når vi føler denne bekymring for fremtiden, er det en god idé at lægge en plan. Vi kan ikke styre Trumps tweets eller stoppe klimaforandringerne alene, men vi kan lægge planer for vores eget liv. Da jeg her i sommer var på en mini-pensionering i Mexico, brugte jeg en del tid på at skrive planer ned i min Bullet Journal. Der var forskellige planer, men den jeg er gladest for, er, at jeg skrev en plan for, hvilke projekter jeg skal nå i andet halvår af 2019. Det giver mig nu ro i hverdagen, for jeg kan tage den frem og sige til mig selv, at jeg sådan set ikke skal gøre andet end at følge den plan, jeg selv har lagt.

  • Brug 20 minutter hver søndag aften på at lægge en plan for den kommende uge. Det skal ikke være en traditionel to-do-liste, for den fører bare til pres og stress. Tag et kig på din kalender, helst en i papirform for det giver det bedste overblik, og beslut dig for, hvad der er de tre vigtigste ting i den kommende uge og fokusér efterfølgende kun på dem.
  • Prøv at beskrive dit ideelle liv om tre år – hvordan ville det se ud, hvis du helt selv kunne bestemme? Du kan tale med venner eller en partner om det, men du kan også skrive det ned.
  • Du kan med fordel give din økonomi, inklusive lån og forsikringsforhold et tjek. Kan du oprette en nødhjælpsfond til dig selv, for eksempel gennem en månedsopsparing på Nordnet? Det kan virkelig give ro i maven at have lidt mere sikkerhed på dette område, så det hele ikke vælter, hvis man skal betale for en rodbehandling hos tandlægen.

12) Tilbring tid i naturen

Der er alle mulige gode råd og tiltag mod stress og uro. De fleste er fine og velmente, men kun få af dem er der forskningsmæssig dokumentation for, at de faktisk virker. Et af dem, der faktisk er veldokumenterede er, at du kan finde ro i hverdagen ved at opholde dig i grønne områder. Det er som om, at naturen har en helende kraft, der giver os ro, hvor der før var kaos.

  • Gå en tur på mindst 30 minutter hver dag, og allerhelst et sted, hvor der er træer eller noget vand, du kan gå langs med.
  • Stå tidligere af bussen eller toget, eller parkér din bil lidt længere væk, når du skal et sted hen. Gå i stedet resten af vejen, så din transporttid også bliver til tid, hvor du får lys og luft.
  • Brug en hel lørdag eller søndag i skoven, gerne sammen med mennesker, du holder af. Tag mad med, tænd bål på en offentlig bålplads og nyd de mange timer i det fri.

Og så lige et bonusråd: Dyrk stilheden

Vi er så vant til at have støj omkring os. Selv når vi er alene, er vi hurtige til at tage et par høretelefoner i ørerne. Støjen er blevet en permanent følgesvend, og vi bliver nærmest bange, når der er helt stille. Gå en anden vej og omfavn stilheden i stedet.

  • Prøv at være alene hjemme, uden snak med andre mennesker, musik, radioer eller fjernsyn, der kører. Sluk for det hele og brug et par timer i absolut stilhed og mærk efterfølgende, hvad stilheden har gjort ved dig.
  • Du kan også forsøge at bringe dig selv til stilhed. Hvorfor ikke tale lidt mindre? Være mindre optaget af dig selv, din uro og dine bekymringer? At skrue ned for dig selv er et stærkt værktøj til at bringe mere stilhed og dermed mere ro i hverdagen ind i dit liv.
  • Find et sted, hvor du kan iagttage solnedgangen. Stop op, der er ingen grund til at tale. Lad være med at tage telefonen frem for at tage billeder. Nyd naturens mesterværk i tavshed.

Der er meget, du kan gøre

Ud over forslagene herover, er der en række andre koncepter, du kan gå ombord i, hvis du vil have mere ro i hverdagen. Det gælder for eksempel digital minimalisme, mikroeventyr og din søvn Jeg har tidligere skrevet om alle tre på Søndagslisten, og sammen med forslagene i denne artikel kan du se dem som et idekatalog over, hvad du kan gøre for at føle mere ro i hverdagen.

Det er nemlig en vigtig pointe: Når vi føler uro og stress, og vi savner sommerferien, så kan det hele godt føles uoverskueligt og udsigtsløst. Det kan være svært, men det er aldrig udsigtsløst. Det er det ikke, fordi der er små skridt, vi kan tage, små handlinger, vi kan udføre. Måske vender de ikke verden på hovedet på et øjeblik, men de giver os lidt ro eller glæder. Det bringer os en smule videre. Nogle gange er det alt, hvad vi har brug for.


Drømmer du om at sænke farten? Læs ”Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening”

Vil du have ideer til en hverdag, hvor du ikke har så travlt, så er den anmelderroste bog ”Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening” noget for dig. Bogen giver dig en introduktion til den verdensomspændende langsombevægelse og dens filosofi samt en lang række konkrete ideer til en langsom hverdag. Du kan låne bogen i 30 dage på E-reolen eller købe den som E-bog eller trykt bog hos alle førende boghandlere. Den er billigst for dig her.

Slow living bog

Foto: Emilie Haut

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.