Der er et ord, der fylder meget for mig i mit slow liv. Det er en betegnelse for en tilstand. Tilstanden og ordet er melankoli. Den Danske Ordbog definerer det på to måder:

En form for depression med nedtrykt sindsstemning der optræder i forbindelse med visse sindslidelser.

Trist humør; tungsindig stemning.

Det lyder jo ikke opmuntrende, mest som om at melankoli er noget, man skal undgå. Det er jeg ikke sikker på, og det er der flere årsager til.

Det gode ved melankoli

For det første er melankoli en naturlig følelse. Det er en del af livet at være tungsindig fra tid til anden. Vi kan ikke rende rundt og være produktive og hyperenergiske hele tiden. Vi har også brug for tænksomme øjeblikke. De gør os godt.

For det andet gør melankoli os klogere på os selv. Vi ser tilbage, tænker over livet. Det, det er sket, det, der er, det, der skal ske. Over det, vi har lært. Det er værdifuldt.

For det tredje giver melankolien os en tiltrængt pause fra livets hastighed. Vi oplever ikke tilstande af melankoli, når vi drøner rundt mellem 117 aftaler eller har travlt med at læse eller besvare e-mails. Melankolien kommer, når vi er i ro. Når vi er trukket tilbage fra hverdagens stress og jag. Den tilbagetrækning er vigtig.

For det fjerde bringer melankolien os tættere i kontakt med naturen. Melankolien kommer ofte i forbindelse med et sceneskift, en forandring i naturen. Måske er det årstidernes skiften, den stille sensommeraften hvor naturen falder til ro eller efterårsregnens rytmiske trommen mod ruden. Med melankolien ser vi naturen, kommer i pagt med den. En sådan pagt hjælper os til en naturlig, daglig rytme.

Der er ikke en brugsanvisning på melankoli

Jeg tror ikke, at der er en opskrift på melankoli. Der er ikke en trin-for-trin-proces, du kan følge. Dertil er melankolien for meget en tilstand, en følelse. Men du kan give melankolien plads. Du kan bringe dig selv i situationer, hvor melankolien får spillerum. Overvej gerne følgende.

Skift scene – tag væk et par dage, nyd nye omgivelser og se dit liv på afstand.

Vær opmærksom på naturen – især i forbindelse med årstidernes skiften, eller når vejret forandrer sig.

Find dit yndlingssted – gerne tæt på hvor du bor. Et sted, du kan søge hen, når du føler behov for ro og eftertanke. Mit yndlingssted er Kastrup Lystbådehavn, men der er ikke forkerte og rigtige yndlingssteder. Der er kun dit yndlingssted.

Et yndlingshjørne i dit hjem – lav på samme måde et yndlingshjørne i dit hjem, hvor du har få ting, men lad dem være dem, du holder allermest af.

Opsøg din fortid – som kan være dit barndomshjem, andre boliger, du har boet i, eller andre steder, der har haft særlig betydning for dig.

På opdagelse i lænestolen – eller gå ombord i din fortid hjemme fra din bedste stol. Genlæs de bøger, der har påvirket dig mest, se gamle fotoalbums eller genbesøg gamle dagbøger og breve.

Giv plads til melankoli

Tingene herover bringer dig i en melankolsk tilstand, og ja, det kan føre en tristhed med sig. Men tristhed er en naturlig følelse, men den er en uomgængelig del af livet. Det er i orden at omfavne den, og i mange tilfælde er det også en smuk følelse. Den fortæller dig om de gode og værdifulde ting, der er eller har været i dit liv, og som har gjort dig til det unikke menneske, du er i dag.

Som med tristheden kan du også omfavne melankolien. Den kan endda være god for dig. Den gør dig roligere, klogere på dig selv og på tilværelsen. Giv den plads. Det behøver ikke være hele tiden, men du kan finde ro ved at give dig selv lov til at være melankolsk.