For et par dage siden ringede en af mine venner til mig med en glad nyhed:
Han havde fået nyt job, direktør på en større uddannelsesinstitution. Et trin op ad karrierestigen. Flere udfordringer, mere ansvar, flere penge, mere prestige.
Han var glad. Jeg sagde tillykke.
Egentlig kunne samtalen være stoppet der. Vi kunne have ønsket hinanden en god sommer og rundet af med de sædvanlige formuleringer, om at vi måtte ses noget mere. Imidlertid kom min ven midt i den begejstrede stemmeføring med en tilføjelse, som jeg siden har tænkt over.
Det er egentlig sjovt. Jeg kan huske, at da jeg gik på gymnasiet, tænkte jeg, at jeg gerne ville være rektor. Det lykkedes. Jeg blev rektor for et gymnasium for tre år siden, men så ville jeg noget mere. Nu skal jeg så være direktør.
Min ven har ret. Det er interessant. Det er som om, at vi hele tiden vil have mere. Selv når vi får opfyldt vores drømme – som min ven gjorde, da han blev rektor – så går der ikke så lang tid, før vi begynder at drømme om noget andet. Om noget mere. Det er en cirkel, der aldrig slutter.
Kommer vi nogensinde i mål?
Vi vil gerne nå til det punkt, hvor vi tænker, at nu er vi kommet i mål. Nu har vi det, vi skal bruge. Nu er der ikke behov for mere. Nu kan vi falde til ro.
Problemet er, at for de fleste af os er den tilstand en illusion, i hvert fald som en permanent livssituation. Jo, vi føler, at nu er vi i mål og roen er der i korte øjeblikke, men det er som om, at den ikke varer ved.
Lige nu er min ven glad for sit nye job, men jeg vil vædde med, at han om nogle måneder begynder at tænke på, om han skal have en ny bil, et større hus, en luksuriøs ferie med børnene, om nogle år en anden direktørstilling på en endnu større uddannelsesinstitution. Måske tænker han, at han vil komme i bedre form, tabe sig eller købe noget smart tøj for de ekstra penge, han kommer til at tjene.
Min ven er ikke anderledes end alle os andre.
For et par uger siden afsluttede jeg den redaktionelle proces på min bog om slow living og fik den sendt til grafikeren. Få dage senere var jeg i fuld gang med et nyt bogprojekt (en bog om langsomme rejser og om det fremmede og det kendte). Om kort tid rejser jeg en måned til Cambodia og Thailand med min familie, men jeg har allerede tjekket, hvad flybilletter til Tokyo koster næste år.
Det er alt sammen fine og gode ting, men vi er som Sisyfos. Vi bliver ved med at rulle stenen op ad bjerget. Vi er sjældent her, lige nu, ret lang tid ad gangen. Måske er jeg det længere end før, men der er stadig skridt at tage. Det er der for os alle sammen.
Hvorfor bliver vi aldrig tilfredse?
Spørgsmålet er, hvorfor det er sådan? Er det ikke meget naturligt? At vi som mennesker gerne vil udvikle os? At vi vil forbedre vores livsvilkår, også materielt? Vi kan vel heller ikke bestille det samme hele livet?
Nej, det kan vi ikke, og det skal vi heller ikke. At prøve nye ting og udvikle os er naturligt, og det er ikke skadeligt i sig selv.
Hvad der derimod er skadeligt, er hvis denne udviklingstrang bliver til et pres og en stressfaktor. At det bliver noget, som vi føler, at vi skal, fordi vi lever i en kultur, der forlanger, at vi skal præstere mere, skabe flere resultater og gøre det hurtigt.
Det er den anden skadelige ting: Tempoet! Vi når dårligt nok at glæde os over et nyt job, før vi begynder at tænke på, hvad det næste skridt på karrierestigen skal være. Vi når ikke at flytte ind i vores nye bolig, før vi overvejer, om vi skal bygge ud, rive en væg ned eller købe et sommerhus.
Vi er opdraget og lever i en kultur, der dikterer tempo og resultater. Mere! Det gør os stressede og utilfredse med vores liv. Vi kan se på de sociale medier, at der altid er nogen, der er hurtigere eller dygtigere eller bedre end os. Det presser os endnu mere. Stresser. Det er skruen uden ende.
Kan vi blive mere tilfredse?
Er der en løsning på denne problematik?
Det enkle svar er at sige, at det er godt nok, som det er. At vi kan glæde os over det, vi har. At vi kan nyde øjeblikket. At vi ikke behøver at lytte så meget til andre, at vi kan ignorere presset udefra, og i stedet lytte mere til vores indre.
Det er alt sammen rigtigt. Hvis vi er i stand til det, skal vi endelig gøre det. Vi skal søge udviklingen, hvis den er meningsfuld og rigtig for os, ikke fordi vi føler os pressede til det.
Problemet er bare, at det er svært. Især når vi lever i en kultur, der dikterer, at vi skal levere tempo og resultater.
At blive mere tilfreds, skrue ned for tempoet, droppe de ydre ambitioner i en ambitiøs verden og at gøre det rigtige frem for det hurtige er svært. Det er noget, som vi skal træne.
Et skridt ned: En guide til at sige, at det er godt nok, som det er – 5 tips
De følgende 5 strategier er rigtig gode, og jeg har selv haft glæde af dem i de perioder, hvor mit blik i for høj grad har været rettet mod horisonten og for lidt mod øjeblikket. Jeg foreslår, at du vælger en af dem og forsøger at gøre dem til en vane (hvis du vil læse mere om vaner, hvordan de fungerer, og hvordan du kan ændre dem, anbefaler jeg denne glimrende bog af Charles Duhigg).
Glem hvad andre tænker. Dit liv handler om dig, og hvordan du kan gøre det meningsfuldt. Hvordan du kan trives, finde ro og være noget for andre. Hvis du ikke føler, at det er dig hele tiden at stræbe efter det næste trin på stigen, så lad være med at gøre det, selvom andre siger, at du skal. Du kan få flere perspektiver i denne bog af den fremragende Brené Brown, der hedder – ja, Glem hvad andre tænker.
Før en taknemmelighedsdagbog
Tag en sort notesbog frem hver aften. Skriv tre sætninger om noget, du er taknemmelig for. Det kan være alt muligt. At Kasper Schmeichel er en fremragende målmand for Danmark. At vejret er strålende. At du lige har drukket en virkelig god kop te. At der var en, der smilede til dig i eftermiddags. Bare skriv tre sætninger. Hver dag. Det tager dig maksimalt 5 minutter, men det kan komme til at gøre en positiv forskel for dig.
Gør det, der gør dig glad
Der er ofte forskel på det, vi skal, og det vi vil. Det er ofte det, vi vil, der føles mest meningsfuldt, og som gør os gladest. Kan du prioritere din tid og dine valg anderledes, så du lidt oftere kommer til at gøre det, du vil?
Lav en anerkendelsesfil på din computer
Vi møder ofte kritik. Den viser sig i mange former, den kan gøre os kede af det, og vi tager den nært. Imidlertid får vi også anerkendelse og ros. Den er vi ikke lige så gode til at tage til os. Gør det til en vane at skrive det ned, når du får anerkendelse eller ros og før det ind i et dokument på din computer eller i det fremragende og gratis noteprogram Evernote. Print den ud hver anden, når der er kommet nyt til. Tag den frem og læs den. Filen vil fortælle dig, at det er godt nok, som det er.
Hold fri
Skal vi egentlig stræbe så meget? Kunne vi ikke bare tage den med ro? Hvad med at være lidt doven? For tiden læser jeg en del Tom Hodgkinson, der på en overbevisende og inspirerende facon advokerer for, at vi skal spilde vores tid. At vi godt må tillade os at tage den med ro, gøre noget meningsfuldt og endda have det sjovt. Her i en tid, hvor det er Excel-arkene, der regerer, er det naturligvis kontroversielt, men jeg skriver gerne under på Hodgkinsons agenda. Måske kan du sætte dig det mål, at du resten af i dag vil spilde din tid?
Det er en kamp, som vi skal kæmpe
Hvis du synes, at vi skal drøne derudad, løbe hurtigere og altid stræbe efter det, vi ikke har, så er de 5 råd herover ikke noget for dig. Men så ville du nok være stået af denne tekst på et tidligere tidspunkt, nok omkring overskriften og de allerførste linjer. Når du stadig er med, antager jeg, at det skyldes, du ligesom mig godt kunne tænke dig at løbe langsommere op ad stigen, måske endda stå stille og nyde øjeblikket i stedet.
I så fald er du frontsoldat i en kamp, der skal udkæmpes. En kamp mod at mere altid er lig med bedre. I en kamp mod tempo. Det er ikke nogen nem kamp. Det er en krig, der skal udkæmpes, en krig. Hvor vi kæmper for mening og det balancerede, bæredygtige liv. Det bliver ikke nemt, men du skal vide, at jeg er med dig hele vejen. God kamp!
Læg en kommentar