For nylig delte den amerikanske journalist og kommentator Thomas Friedmann en historie, som jeg siden har tænkt en del over. Den har nemlig vendt et par af mine forestillinger om tid og om hverdagens små snubletråde på hovedet.
Friedmann er et af de her travle mennesker, der har kalenderen fuld af aftaler. Han er altid online, altid på, ligesom så mange andre mennesker i vores fortravlede verden er det. En morgen havde han et møde på en café i New York. Han kom til tiden, bestilte kaffe, var klar til mødet, men måtte konstatere, at den person han skulle mødes med, ikke var kommet til tiden.
Normalt ville Friedmann i sådan en situation tage telefonen frem, tjekke nyheder, sociale medier, skrive beskeder, besvare mails. Men lige præcis den morgen gjorde han noget andet. Han lænede sig tilbage i stolen. Åbnede øjnene og betragtede livet omkring ham, mennesker på caféen, trafikken ude på gaden. Han reflekterede lidt over tilværelsen, tog en slurk af sin kaffe og nød at indånde dens duft. Ja, i det hele taget nød han denne uventede pause. Da ham, Friedmann skulle mødes med, endelig kom, hilste Friedmann ham med ordene:
Tak, fordi du var forsinket.
Forsinkelsen er en chance
Det er at vende op og ned på tingene. Vi er opdraget til, at forsinkelser altid er noget negativt. At det at vi skynder os. og altid når frem til tiden (så vi kan skynde os videre til den næste aftale), er af det gode. De fleste af os bander og svovler, når forsinkelser opstår.
Men måske er det også en gave? En chance for at puste ud? Måske kan det give en tiltrængt pause i hverdagens trædemølle?
Livet kommer nemlig ikke altid til tiden. Forsinkelser opstår, uventede ting sker. Det, der i virkeligheden er spørgsmålet, er hvordan vi møder disse ting. Bliver vi frustrerede og irritable? Tager vi telefonen eller vores laptop frem og går online for at udnytte det mellemrum, som er opstået? Som var tiden en citron man skulle presse de sidste safter ud af?
Eller kan vi gøre som Friedmann gjorde den morgen i New York? Tage en pause og ligefrem nyde øjeblikket?
Jeg tror det sidste, er en bedre vej. Måske er det ligefrem en nødvendig vej.
Forsinkelsen er en pauseknap
Sagen er den, at vi har brug for pauser. I løbet af vores dage har vi alt for få for af dem. Nogle gange er det som om, at vi løber så stærkt, at dagene slutter, inden de overhovedet er gået i gang. Ikke nødvendigvis fordi, dagene har været fulde af det, der er meningsfuldt og vigtigt i tilværelsen, men fordi de bliver fyldt med travlhed og gøremål – fra mails over møder med Power Point-præsentationer til digitale distraktioner og overfladisk snak. Det fylder alt sammen timerne op.
Det er for sjældent, at vi har de stille øjeblikke, refleksionerne. For sjældent at vi som Friedmann kan læne os tilbage og se verden passere forbi. For sjældent at vi kan tømme hovedet for tanker.
Det er nemlig som i det fine citat i billedet herunder:
Jeg kunne ikke være mere enig. Pausen er ikke bare en pause. Den er også en begyndelse. Det er den, der baner for vejen for noget nyt. Det er den, der giver os energien tilbage. Det er den, der er nødvendig for, at vi kan føle ro og balance.
Du kan læse mere om pausens betydning i denne artikel, der handler om den danske OL-guldmedaljevinder Pernille Blume.
Det, du kan gøre næste gang, du oplever en forsinkelse
Næste gang du sidder fast i trafikken, dit tog er forsinket eller en ven kommer for sent til en aftale, så se det som en gave. Gør som Thomas Friedmann og nyd øjeblikket. Du skal nok nå det hele alligevel. Du skal nok komme frem. Jorden går ikke under af en forsinkelse.
Giver du dig selv lov til at nyde forsinkelsen, kommer du også til at opleve det gode ved pausen. Den kommer til at give dig et tiltrængt pusterum. Måske kan du ligefrem planlægge en forsinkelse i dag? Så får du tid til at holde en af de nødvendige pauser. Den vil helt sikkert gøre dig godt.
Tak fordi du læser med. Du kan få flere ideer og perspektiver i mit nyhedsbrev Søndagslisten. Hver søndag morgen sender jeg dig en artikel om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv. Der er mere end 4.150 tilmeldte, der læser med hver uge. Du kan være med ved at tilmelde dig i boksen herover.
Det er præcis hvad jeg gør når jeg venter på bussen. I mange år blev jeg virkelig sur, men de sidste mange år har Jeg valgt at sige pyt. Det samme gælder ved mange andre aftale forsinkelser. På nær når en ven hver evige eneste gang kommer en halv time forsent til en aftale. Så bliver det nemlig en følelse af ligegyldighed. Nu aftaler jeg altid en halv time før, men jeg kommer nu først alligevel. 😉
Tak for gode tanker og ideer fra søndagslisten.
Det er da den helt rigtige tilgang, Claus. Tak for at dele – og for de pæne ord om Søndagslisten 🙂