Du kender sikkert udtrykket F.O.M.O. Det er en forkortelse for Fear Of Missing Out, og det handler grundlæggende om den meget menneskelig angst for at gå glip af noget. Hvad nu, hvis du misser noget vigtigt, sjovt eller spændende? Hvad nu, hvis du ved at sige fra, forpasser en spændende mulighed? Den slags spørgsmål får dig til at sige ja til ting, som du ikke behøvede at sige ja til, eller til at gøre ting, som du ikke behøvede at gøre.

F.O.M.O. er an af vor tids største svøber. I masseinformationens og multitaskingens tidsalder er der altid mere, vi kan gøre. Til hver en tid er der noget, vi kan se, foretage os, putte i kalenderen, læse, lytte til, nå eller swipe. Det stopper aldrig.

Fra. F.O.M.O. til J.O.M.O

Hvad, hvis vi vendte det på hovedet? Hvad nu, hvis det ikke var en ambition at nå det hele? Hvad, hvis det i stedet var en ambition at gå glip af lidt mere? Hvad, hvis det at gå glip af ting, aftaler og digital information eller underholdning, var noget, vi kunne glæde os over? Hvad, hvis vi gik fra F.O.M.O. til J.O.M.O.?

J.O.M.O. står for Joy of Missing Out. Det er sådan lidt imod en tidsånd, der siger, at vi helst skal have mere af det hele, være produktive og levere resultater og succeser, vi kan poste på de sociale medier. Jeg tror dog, at der kan komme noget godt ud af det. Hvis du omfavner glæden ved ikke at gøre det hele, vil du opleve:

  • At få mere tid.
  • At tilværelsen bliver mere enkel.
  • At kunne overskue tingene igen.
  • At få mere og bedre søvn.
  • At opleve mere ro og mindre stress i hverdagen.

Det lyder da ikke så dårligt, vel?

Sådan går du fra F.O.M.O. til J.O.M.O.

I princippet lyder det enkelt, og jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det er en god ting at gå fra F.O.M.O. til J.O.MO., men i praksis kan det være svært. Der er hele tiden ting, der trækker dig i den anden retning. De kan fange din opmærksomhed – også selvom de hverken er vigtige eller meningsfulde for dig – og de kan tage din tid. Der vil altid være fristelser, der prikker til din angst for at gå glip af noget. Fra fristelserne på supermarkedernes hylder over online-butikkernes tilbud til kalenderinvitationer og digital underholdning, er der altid mere, der kræver din tid.

Det er svært at gøre sig fri af. Jeg synes selv, at det er vanskeligt, men der er store gevinster ved at gå fra F.O.M.O. til J.O.M.O. Nøglen ligger netop i dette: at gøre dig fri! Her er en række strategier, du kan benytte dig af.

Stop med multitasking

Gør det til et gennemgående princip i dit liv, både når du arbejder og privat, at du kun gør en ting ad gangen. Gør den fuldt og helt og gør den færdig, inden du går videre til det næste.

Vær taknemmelig

Tænk mere på det, du har, og mindre på det, du ikke har. F.O.M.O. opstår typisk ud fra en tankegang om, at vi hvis vi bare får en smule mere, deltager i det her, eller køber den og den vare, så får vi det bedre. Det behøver du ikke. Tænk på alt det, du har at være taknemmelig for i dit liv, og som du har grund til at glæde dig over. Du behøver ikke mere.

Tag en pause fra de sociale medier

Der er ikke meget, der fodrer angsten for at gå glip af de noget som de sociale medier. For det første kan vi se, hvad de andre har og gør, og så tænker vi måske, at vi skal have og gøre det samme. For det andet er der en komplet uoverstigelig mængde af information, video og billeder på de sociale medier, som kan tage mange timers opmærksomhed. Det er at blive suget ned i et sort hul, og den bedste måde at undgå hullet på, er ved at holde sig væk fra det i første omgang.

Accept

Jo mere du kan acceptere, at du ikke kan få det hele, jo nemmere vil du gå fra F.O.M.O. til J.O.M.O. Der er altid mere, du kan stræbe efter, materielt, åndeligt, i dine relationer eller karriere, men jo mere, du kan acceptere, at du ikke behøver at kunne eller skulle det hele. Jo mere ro vil du føle i din hverdag.

Tænk på det gode, der sker

Ingen tvivl, J.O.M.O. betyder, at der er ting, som du tidligere fik eller gjorde, som du ikke vil få eller gøre mere. Til gengæld får du noget andet. Mere tid, mere hvile, færre distraktioner, mere fokus og mere glæde ved de små og simple ting. Det er måske også værd at tage med?

Nyhedsfaste

Der er et væld af nyheder og information, du kan tilgå 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Det er overvældende, og selvom du ikke for tid og evighed skal ignorere, hvad der sker i verden, er det måske okay at vende ryggen til den for en stund? Måske kan du begrænse dit nyhedsindtag til en dag om ugen?

Gør mindre af det hele

Det handler ikke om, at du hele tiden skal føje mere til dit liv. Måske kan du gå en anden vej? Måske kan du snarere lede efter det, du kan trække fra?

Giv dig selv en tidslomme

Kan du reservere en time eller to om dagen kun til dig selv? Hvor du lukker af, lader verden dreje rundt, uden du drejer med? Du kan gøre det på et fast tidspunkt hver dag, for eksempel morgen eller aften, og fordybe dig i en aktivitet, du synes er meningsfuld, og som giver dig glæde.

Brug sanserne

Der er ikke noget, som kan anspore til F.O.M.O., som det digitale. Brug derfor dine sanser mere, omfavn det fysiske og taktile på bekostning af alt det, der foregår på dine skærme. Det er nemmere at koncentrere dig, hvis du sidder med en fysisk bog i hånden, end hvis du læser på en telefon, tablet eller computer. Der bliver du hurtigt distraheret.

Drop forventningerne

Glæden ved at gå glip af noget kommer nemmere frem, hvis du ikke har så høje forventninger til, hvad du skal nå, deltage i eller gøre. Det gælder også andres forventninger. Kan du give dig selv lov til at ignorere dem lidt oftere og i stedet fokusere på det, der er meningsfuldt for dig, har du taget et stort og vigtigt skridt.

Du kan gå fra F.O.M.O. til J.O.M.O.

At gå fra angsten for at gå glip af noget til glæden ved at gå glip af noget er ikke nogen nem proces. Det er en stenet vej, der er fuld af benspænd og forhindringer, men det er også en meget værdifuld vej at betræde. Går du ind på den vej, og kommer du et godt stykke hen ad den, så står du med en tilværelse, der er mere enkel, mere rolig og mere meningsfuld for dig.

Du kan tage dit første skridt i dag. Overvej, hvad du har af planer for dagen, hvad du kommer til at bruge din tid på. Vælg en ting fra, som du vælger ikke at gøre. Glæd dig over det. Du har i så fald bevæget dig ind på en anden og bedre vej, der kan gøre en positiv forskel i dit liv.


Søndagslisten

Gør som mere end 4.150 læsere og tilmeld dig Søndagslisten

* indicates required

Tak fordi du læser med. Du kan få flere ideer og perspektiver i mit nyhedsbrev Søndagslisten. Hver søndag morgen sender jeg dig en artikel om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv. Der er mere end 4.150 tilmeldte, der læser med hver uge. Du kan være med ved at tilmelde dig i boksen herover.


Foto: Emilie Haut