Der er den her sætning:
Jeg er på vej, men jeg er ikke i må endnu.
Vi siger det hele tiden, i alle mulige sammenhænge. På arbejdet, om vores eget liv, uanset om det er fordi vi gerne vil leve langsommere, sundere, rydde op i vores økonomi eller i vores hjem eller noget helt femte. Når jeg om søndagen har sendt mine tekster ud Søndagslistens læsere, får jeg ofte et par læsermails i løbet af dagen (og stor tak for dem). I mange af disse mails er budskabet noget i retning af det her: De er på vej, men ikke i mål, skriver læserne.
Måske skulle vi bekymre os lidt mindre om at nå målet?
Måske kunne vi sige, at det er godt at være på vej? At det er det, eneste vi behøver? At hvis, det vi gør hver dag, føles rigtigt og meningsfuldt, så er det fint? Vi kan sige, at hvis vores retning er den rigtige, så er det tilstrækkeligt.
Behøver vi egentlig at måle så meget?
Fokuserer vi hele tiden på vores mål, så er den naturlige konsekvens også, at vi begynder at måle. Hvor lagt er vi nået? Hvad mangler vi? Dermed risikerer vi, at vores blik hele tiden er rettet mod vores destination. Mod horisonten, det endelige mål, der hvor vi tænker, at nu kan vi slappe af. Tænker vi sådan, risikerer vi, at miste opmærksomheden på det, der er her, lige nu. Vi bliver så fokuserede på målet, at vi glemmer at åbne øjnene og se det, der er lige foran os. Det gode, der sker hver eneste dag.
Mål har det med at bevæge sig
Endvidere har destinationen har det med at bevæge sig. Det, der er dit mål i januar, er ikke nødvendigvis dit mål i september, og hvad gør du så? Vilkår ændrer sig. Der sker en omprioritering på jobbet, en ny undersøgelse viser, at den kostplan du har fulgt, indebærer risici for helbredet. Der udbryder revolution i det land, du har drømt om rejse til, og det er for farligt at tage af sted.
I 2014 sagde jeg et job op for i stedet at leve langsomt, skrive bøger og leve af indtægterne ved primært at holde foredrag og kurser og lave freelance-undervisning for indvandrere. Det var mit mål at få det til at hænge sammen. Jeg havde et fremragende samarbejde med en dygtig redaktør inde på forlaget, og de grundlæggende forudsætninger for at nå mine mål var på plads.
Det hang sammen i lang tid. Så ændrede markedet for kurser og foredrag sig som følge af besparelser inden for den sektor, hvor min kernemålgruppe befinder sig. Antallet af indvandrere faldt markant, så der var ikke behov for freelance-undervisere på det område. Min redaktør på forlaget fik kræft og døde, jeg tænker stadig ofte på hende. Min søn Mikkel fik konstateret nogle særlige udfordringer, der kræver opmærksomhed.
Målet ændrer sig, men det gør rejsen ikke
Kort sagt: I løbet af 2018, gav mine mål ikke mening mere. Hegnspælene havde flyttet sig. Destinationen var væk.
Men rejsen er den samme. Jeg skriver stadig hver dag. Forsøger at læse hver dag. Tager den med ro, når jeg kan. Jeg skriver stadig bøger, med andre samarbejdspartnere. Jeg fandt på Søndagslisten, fik et kontor, fandt nye projekter, som har andre mål, end dem jeg havde som selvstændig.
Derfor tænker jeg ikke så meget på mål og destinationer mere. I stedet fokuserer jeg på have gode daglige, vaner, der føles som om, de trækker mig i den rigtige retning. Hvis du spørger mig i dag, kan jeg ikke klart sige, hvad mit mål er, men jeg kan fortælle dig, at jeg skriver hver dag og forsøger at have tid til min familie.
Du kan gøre det samme. Det handler om det, du gør hver dag. Det handler om dine handlinger.
Glem din destination. Nyd din rejse i stedet.
Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening
Jeg har skrevet bogen Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening, fordi jeg tror på, at det i en travl og forvirrende tid er vigtigt, at vi gør tingene godt frem for at gøre dem hurtigt. I bogen får du en introduktion til den verdensomspændende Langsombevægelse, en række essays der giver dig nye perspektiver på begrebet tid og en lang række konkrete tips og tricks til at sætte farten ned, så du får mere tid til det, der er vigtigt for dig. Bogen er udkommet som trykt bog og som e-bog, ligesom der er en lydbogsversion på vej.
