Vi siger ofte, at vi skal prioritere mere. At vi skal lære at sige fra. At vi skal huske at passe på os selv, og vi bedst kan gøre det ved at sige nej lidt oftere.
Det er alt sammen rigtigt.
Hvad der imidlertid sker, mens vi siger det, er, at endnu en e-mail dumper ind i vores indbakke. Den besvarer vi, og ham vi sender et svar, skriver så tilbage til os. Så skriver vi et nyt svar. Vi bliver indkaldt til et møde, som egentlig ikke er strengt nødvendigt, men vi siger ja alligevel. Vi laver en privat aftale til søndag eftermiddag, selvom vi egentlig havde tænkt, at vi gerne ville bruge weekenden på at sidde på en græsplæne i forårssolen og læse en god bog. Vi køber en ting, som vi skal finde plads til i vores hjem.
Det er skruen uden ende.
Det stopper ikke
Vi tænker, at det bare er en pukkel, som vi skal over. At når vi har klaret de her opgaver, så vil vi begynde at sige fra, så vi kan komme til at leve et liv med mindre stress og mere mening.
Problemet er, at det ikke fungerer sådan. Den ene travle periode kommer til at afløse den anden. Det kommer til at fortsætte med mindre, vi tør lave en drastisk ændring i vores vaner, og i den måde vi tilrettelægger vores liv.
I den forbindelse er der to pointer:
For det første kan vi acceptere, at det er et vilkår. At travlheden er der. Lige så længe vi lever et almindeligt liv i 2018, vil vi få mails og mødeindkaldelser og have forpligtigelser, der er svære at sige fra over for.
For nogle år siden opfandt forfatteren Merlin Mann udtrykket Inbox Zero. Han skrev en bog om det. Den blev en bestseller.
Ret kort tid efter indså han, at nul-indbakken var en illusion. Selvom han havde opfundet et fint system til at få sin indbakke til at gå i nul, så blev der ved med at komme e-mails. Det stoppede ikke. I dag accepterer han, at det er et vilkår. I stedet forsøger han at bruge sin tid på noget meningsfuldt. Det kan du også vælge at gøre.
For det andet skal vi holde op med at sige, at vi vil prioritere anderledes. Holde op med at lade det være en intention, at vi vil begynde at sige fra.
Det hjælper ikke noget. Det eneste der hjælper, er, at gøre det, som vi siger, at vi vil. Hvis vi ønsker at prioritere anderledes, skal vi prioritere anderledes. Hvis vi vil sige fra, skal vi melde afbud til det møde. Vi skal lære, at e-mailen kan vente. Vi skal sige nej til aftalen og sætte os i forårssolen med den gode bog, som vi gerne vil læse.
Du kan begynde i dag
Det er ikke nemt. Det kræver træning at prioritere anderledes. Men det er også noget, vi kan lære, og du kan begynde i dag.
Er der én ting, som du havde tænkt dig at gøre i dag, som du kan lade være med at gøre?
Vælg den ting og forpligt dig selv til at lade være med at udføre den.
Det er dit første skridt.
I morgen kan du gøre det samme. Undlad at gøre noget, du havde planlagt. Det er lige meget, hvad det er. Støvsugning, et svar på en e-mail, et møde på jobbet, en kaffe-aftale.
Det er dit andet skridt.
Fortsæt sådan. Du holder op med at sige, at du gerne vil sige fra, men du begynder at gøre det. Du frigør tid. Det er den tid, du kan bruge på noget, der er meningsfuldt for dig. Du begynder i dag. Med at vælge én lille ting fra, som du ellers havde planlagt at gøre.