I 1985 lancerede byplanlæggeren Sue Bierman en spændende plan i San Francisco. Hun foreslog, at man fjernede en dobbeldækker-motorvej, der løb langs med byens kystlinje. I stedet kunne området gøres til et attraktivt samlingssted med rekreative områder og gode faciliteter for byens borgere.

Byrådet sendte forslaget til afstemning blandt byens indbyggere, så de kunne tage stilling til det.

De stemte nej. Flertallet foretrak at lade motorvejen blive, som den var.

Få år senere ramte et stort jordskælv Californien. Motorvejsbroen styrtede sammen. Det var en katastrofe, der indeholdt en uventet mulighed. Nu, hvor motorvejen var væk, blev Sue Biermans projekt alligevel gennemført.

I dag hedder området The Embarcadero Waterfront og er et af de mest populære turistmål i hele USA. Indbyggerne elsker det, for de kan gå ture, nyde udsigten, bevæge sig eller spise god mad. Ikke alene løfter det livskvaliteten blandt de mennesker, der bor i byen, men det har også bidraget til en sund økonomisk vækst og udvikling.

For at nå til noget nyt skal vi først trække fra

Der er to konklusioner i denne historie,

Når vi først har lagt noget til (i dette tilfælde en motorvej), har vi svært ved at trække det fra igen.

Det er nogle gange nødvendigt at trække noget fra, før der kan opstå noget nyt og spændende.

The Embarcadero Waterfront var aldrig opstået, hvis ikke motorvejen var blevet trukket fra. Det virker logisk, at det var den rigtige beslutning, men indbyggerne sagde først nej, fordi det var svært. Vi er vant til at skulle lægge til, men vi kan nå bedre steder hen, hvis vi såvel som samfund og som enkeltpersoner i stedet tør trække fra.

Det gode ved at trække fra

Vi lever i en kultur, der drejer sig om, at vi skal have mere af alting. Flere penge, mere prestige, flere fysiske ting i vores hjem, flere likes på de sociale medier og så videre.

Det er problematisk, for der er altid mere, vi kan jagte. Det stopper ikke, og for mange af os bliver den jagt en stressfaktor. Der er derfor en stor styrke i at gå den modsatte vej: At jagte mindre. Ligesom der i San Francisco var en gevinst ved at trække en motorvejsbro ud af byens ligning, kan vi alle sammen få en gevinst ved at trække ting ud af vores tilværelse.

Så sker der gode ting. Det kan for eksempel være:

  • Du føler mere ro og fokus.
  • Du opdager, at nyt kan vokse frem i dit liv.
  • Du sparer penge.
  • Du skal træffe færre beslutninger.
  • Du får mere tid til det, der er vigtigt for dig.
  • Du oplever dybere relationer.
  • Du bliver mindre stresset.
  • Du spekulerer mindre og lever mere.
  • Du får nye ideer.

Mon ikke det er værd at trække lidt fra, så du kan opleve disse ting?

Eksempler på, hvad du kan trække fra

Så langt plejer de fleste at være med. Det er ret logisk, at vi skal fjerne noget for at få mere rum og plads. Det svære opstår, når vi skal gøre det i praksis. Det er en af de ting, der er nemmere sagt end gjort. For at hjælpe din fratrækning lidt på vej, får du her en liste med konkrete forslag.

  • Halvdelen af tøjet i dit garderobeskab.
  • De usunde og ofte dyre ting i indkøbskurven, når du står i supermarkedet.
  • Den aftale, du har i næste uge, og som du virkelig ikke orker.
  • Dine profiler på sociale medier.
  • De ting, du har liggende i dit depot eller loftsrum, som du ikke har brugt i årevis.
  • Dine bekymringer over ting, du ikke kan påvirke.
  • Dine dyre abonnementer.
  • Køkkenredskaber du ikke bruger.
  • Din vane med at tjekke mail og beskeder tidligt om morgenen.
  • Rodet i dine skuffer.
  • Den tid, du bruger på aktiviteter, som ikke er meningsfulde for dig.
  • Det afsnit af en serie, du har planlagt at se i dag.
  • Impulskøb online.
  • Sniksnak på chattjenester som Messenger.

Du behøver selvfølgelig ikke trække alle disse ting fra på én gang, men du kan starte med nogle af dem. Så oplever du noget forbløffende. Du vil føle det som en forårsrengøring af sindet. Der kommer mere tid og plads, og du kan bruge din ekstra tid på det, der betyder noget for dig.

At trække fra giver ny luft. Det er som om, at du kan trække vejret mere frit, når du har trukket noget fra. Det er et universelt princip. Det gælder ved kystlinjer i San Francisco, og det gælder i din hverdag. Du kan begynde at trække fra lige om lidt.