Grundlæggende er der to mennesketyper.

Der er jægeren, og der er gartneren.

Jægeren er ambitiøs. Han sætter mål, indstiller sigtekornet og går direkte efter resultatet. Det når han også, ofte hurtigt. Dermed bevæger han sig foran konkurrenterne. Det er ham, der har kød på bordet. Ham, der opnår forfremmelsen. Ham, der er i stand til at udmanøvrere de andre og få fyldt op på alle sine hylder. Med det udgangspunkt kan han spise grådigt, indtil hylderne er tomme, og han skal finde et nyt offer at rette sigtekornet mod.

Overfor ham er der gartneren. Han er mere rolig. Det er ikke ham, der trykker på aftrækkeren i en fart. Han konkurrerer ikke med nogen, og han spekulerer ikke på at komme først. I stedet luger han langsomt sin jord. Han sår frø, giver dem vand og lader derefter solen og vinden gøre deres arbejde. Med det udgangspunkt ser han frøene spire, gro og blomstre. Han gør det år efter år.

Spørgsmålet til dig i dag, er:

Hvem vil du være? Jægeren eller gartneren?

Et moderne jægersamfund

Hvis du vil gøre karriere, frem i verden og tjene mange penge, så er der ingen tvivl. Så skal du selvfølgelig være jægeren.

Vælger du at være jæger, så følger du fint det samfund, vi har konstrueret. Vi lærer tidligt, at vi skal indstille sigtekornet, indfri vores mål og skabe hurtige resultater. Min datter Cecilie er 15 år, og hun går i disse uger til de afsluttende eksaminer ved folkeskolens afgangsprøve. Her bliver der virkelig sat mål, skudt løs, byttets størrelse bliver målt og vejet. Siden venter hende en gymnasietid, uddannelsesforløb og senere en etablering på arbejdsmarkedet. Her skal der også stræbes efter mål og hurtige resultater. Det er jægerens samfund, vi sender Cecilie og alle vores andre børn og unge ind i.

Det gør mig trist.

Som samfund siger vi ikke til de unge, at de skal tage sig god tid. At de skal så frø, være tålmodige og lade dem spire og gro. Vi siger derimod, at de skal sætte mål og skynde sig med at nå dem.

Jægerens samfund er ikke langtidsholdbart

Måske er det værd at standse op og overveje, hvilken strategi, der er mest bæredygtig i det lange perspektiv?

Når jægeren har skudt alle dyrene, når alle mål er nået, er der ikke mere at spise. Det modsatte gør sig gældende for gartneren. De frø, der er sået, som har spiret, groet og nu blomstrer, kan give næring mange år frem.

Eller i overmorgen. Gartneren accepterer nemlig, at ting tager tid. Det er ikke spektakulært, men i modsætning til jægeren, bliver han ikke stresset af den konstante jagt på hurtige resultater. Han har den nødvendige tålmodighed. Han passer en have, der også vil stå, når han en dag er væk.

Måske er det værd at overveje? Hvad kan du gøre i din dagligdag, der vil give næring både til din og andres fremtid? Hvilke frø, kan du så i dag, som vil blomstre i morgen?

Kan du være lidt mere gartner i dag?


Lån e-bøger og lydbøger på eReolen

Du kan låne bøgerne Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv, Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening og 100 ideer til ChatGPT som personlig coach på eReolen. Det koster ikke en krone, og du kan låne dem i 30 dage ad gangen. Du skal blot bruge dit sædvanlige bibliotekslogin, og du kan se mere her.


Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.