Kender du historien om Lorena Wiebe?
Hun er en hollandsk cykelstjerne, der førte feltet an, da spurten i april 2024 gik ind i det klassiske løb, Amstel Gold Race. Med stor kraft trådte hun til, kørte hurtigere end konkurrenterne, og med nogle meter til målstregen rakte hun armene i vejret for at fejre sejren.
Hvad Lorena Wiebe ikke så, var, at hendes rutinerede landsmand, Marianne Vos, blev ved med at træde. På den sidste meter, hvor Wiebe allerede fejrede triumfen, pressede Vos sit forhjul nogle centimeter foran. Dermed krydsede Vos målstregen først og vandt løbet.
Da det gik op for Lorena Wiebe, satte hun sig på asfalten, fuld af vantro og gråd. Hun havde jublet for tidligt. Det var en jubel, der havde kostet hende sejren.
Jobbet er ikke gjort, før det er færdigt
Nu er det de færreste af os, der er elitecykelryttere, men der er alligevel noget genkendeligt i Lorena Wiebes historie. Vi har nemlig den samme tendens. Ofte er vi ude i fremtiden, der hvor vi står på vinderpodiet, eller er helt nede i kulkælderen. Sjældent befinder vi os der, hvor vi er, lige nu, her.
Lorena Wiebe var allerede mentalt på sejrsskamlen, så hun glemte at træde i pedalerne på de sidste meter. Hun var ude i fremtiden, og det er en tendens, de fleste af os kan genkende. Bliver vi indkaldt til en jobsamtale, er vi allerede i gang med at forberede os på alle de gode ting, der vil ske, når vi har fået jobbet, men vi glemmer at fokusere på selve samtalen. Vi er optagede af alt det, der kommer, når vi har sparet pengene op, gennemført projektet eller tabt de fem kilo, vi gerne vil tabe. Men vi glemmer at gøre de ting, der skal til for, at det bliver til virkelighed.
Jeg kender det fra mig selv. Der er så mange skriveprojekter, jeg har startet, hvor jeg alt for hurtigt har forestillet mig slutproduktet, de gode anmeldelser, den fremtrædende placering på boghandlernes hylder og de høje salgstal. Mange af de projekter er jeg aldrig blevet færdig med, for jeg glemte det vigtigste: At sætte mig ned og skrive!
Lige så vel, som vi kan være tilbøjelige til at fejre succeser for tidligt, så kan vi også være tilbøjelige til at bekymre os unødigt om noget, der ikke er sket endnu. Vi bruger megen mental energi på at fokusere på alle de dårlige ting, der måske vil ske i fremtiden: at vi bliver fyret fra vores job, forladt af vores partner, eller at vi ikke har råd til at betale vores regninger. Det er slet ikke sikkert, at de ting vil ske, men de fylder alligevel i vores hoveder. I stedet for at have energien til at handle og gøre de ting, der sikrer, at disse scenarier ikke bliver til virkelighed, bruger vi kræfterne på fremtidsscenarier.
Men husk dette:
Fremtiden er ikke noget, der er sket endnu!
Det, du kan gøre
Det er menneskeligt og naturligt, at vi gør os tanker om fremtiden, uanset om det er en positiv eller negativ fremtid. Det skal vi ikke slå os selv i hovedet over. Men hvis vi gør det i en grad, så det hæmmer og handlingslammer os, så er det ikke godt. Hvis det som i Lorena Wiebes tilfælde ender med at koste os de sejre, vi drømmer om, er det tid til at standse op, reflektere og justere kursen.
Vi er dårlige til at være i nuet, men vi kan vælge en anden vej. Der er en tilgang, som også du kan vælge, der grundlæggende handler om at gøre mere og tænke mindre. I mange tilfælde er det en mere overskuelig, mindre stressende og mere resultatskabende måde at leve på.
Måske kan du følge dette mantra?
Vær til stede i øjeblikket. Gør arbejdet. Lad resten følge til senere afregning.
Gør du det, så skal det nok gå. Du kan begynde at øve dig allerede i dag.
Til dig, der vil have mere inspiration:
Søndagslisten Plus er skabt til dig, der gerne vil have input og ideer til, hvordan du lever et enkelt og meningsfuldt liv med tid til det, der er vigtigt for dig. Det er en digital ressourcebank, hvor du for én krone om dagen får adgang til:
- Videokurset Slow living masterclass.
- Lydserien Visdomsord.
- E-bøgerne 100 ideer til simple living og 100 ideer til mikroeventyr.
- Fire numre af tidsskriftet Slow Magazine (PDF).
- Andre tekster, videoer og lydfiler om slow living og simple living.
Når du har tilmeldt dig, har du adgang til alt materialet 24 timer i døgnet, 365 dage om året på alle dine enheder. Prisen er én krone om dagen, betalt som et månedsabonnement. Der er ingen bindingsperioder, og du kan opsige når som helst. Se mere om Søndagslisten Plus og tilmeld dig her.