Manifest: Et angreb på præstationssamfundet

af | maj 11, 2021 | Ikke kategoriseret | 0 Kommentarer

Præstationssamfundet

For et stykke tid siden havde jeg en oplevelse, der både var inspirerende og tankevækkende. Tankevækkende fordi den sagde noget vigtigt om vores tid, vores samfund og om at vi har alt for travlt. For travlt med det hele, en travlhed der bliver til et pres, ikke mindst på børn og unge.

Jeg havde fornøjelsen af at undervise unge, primært studerende først i tyverne, i et princip, jeg finder ret spændende, slow teaching. Det handler om at bruge principperne fra slow living (ro, fordybelse og nærvær) pædagogisk og bringe dem ind i klasselokalerne. Det tror jeg, der kan være noget godt ved.

Det tankevækkende var, at de unge så slow teaching som en kamp, et opgør med et helt særligt begreb.

Præstationssamfundet

Det ord brugte de mange gange. De brugte det som en betegnelse for, hvordan de ser det danske samfund anno 2021. Som et sted, hvor det handler om at præstere. Skabe resultater, måle sig med andre, gøre sig selv synlig og høste prestige.

Konsekvenserne er lige så tydelige, som de er urovækkende. De unge er dygtige, udadtil er de tjekkede at se på, og de ligner virkelig 23-årige med styr på livet og fremtiden på plads.

Jeg havde ikke styr på en skid, da jeg var 23. I dag er jeg 46, og jeg ved ikke, om jeg har min fremtid på plads. Det er okay. Det er sådan, livet er.

Og skraber man lidt i overfladen, er der en skrøbelighed hos de unge. Naturligvis ikke hos dem alle, men hos bekymrende mange. Under præstationerne, det tjekkede og Instagram-perfekte er der en uro, en bekymring for fremtiden, en angst for ikke at slå til.

Det er det, der er omkostningen ved præstationssamfundet. 

Hvad statistikken siger

En ting er de fornemmelser, man kan have i mødet med børn og unge. En anden er, hvad forskningen på området siger. Lad os kort se på tallene med udgangspunkt i Den nationale sundhedsprofil, undersøgelser fra Tryg Fonden og andre kilder.

  • 30,5 % af unge under uddannelse har et højt stressniveau.
  • 1 ud af 7 børn og unge har følt sig stresset “ofte eller hele tiden” den seneste måned.
  • Antallet af unge, der diagnosticeres med angst, spiseforstyrrelser, depression og anden psykisk sygdom er steget markant.

Skriv selv ord som “børn”, “unge”, “stress” og “angst” i søgefeltet på Google, og resultaterne er ensartede, overvældende og bekymrende. Det er ikke kun børn og unge, der i stigende grad rammes af stress og angst, tendensen gælder hele befolkningen, men det er særlig markant for den generation, der bliver voksne i disse år.

Præstationssamfundet giver måske nok resultater, der kan måles og vejes, men det har også omkostninger, der er vanskelige at måle. Uroen, bekymringen for ikke at slå til. Angsten for hvad andre tænker og usikkerheden over, om man nu er god nok. Bekymringen for hvordan man ser ud i andres øjne, og om man er i stand til at slå til, når det gælder.

Det giver bekymringer. Det er prisen for det præstationssamfund, de unge jeg underviste i sidste uge, talte så meget om.

7 principper i kampen mod præstationssamfundet

Så langt er de fleste af os nok enige. Præstationssamfundet er gået for vidt. Nok kan vi uddanne fodsoldater i konkurrencestatens hær, men omkostningen er for tung, ikke mindst for vores børn og unge,

Det, der er spørgsmålet, er det her:

Hvad fanden gør vi ved det?

At vende præstationssamfundet er at vende en supertanker. Vores politikere bærer et stort ansvar, men mens de har travlt med at skrive deres opdateringer på Facebook, kan vi andre måske gøre en fælles indsats?

Der er ikke noget quick fix, ingen nemme løsninger når præstationssamfundet skal bekæmpes. Men der er små skridt, vi alle sammen kan tage. Det kan vi gøre hver dag, og måske kan det rulle præstationssamfundet tilbage? Måske kan vi sammen trække det i en anden retning. Vi kunne kalde det balancesamfundet?

Vi kunne starte med de syv ting herunder.

1) Tage den med ro

Vi kunne sænke tempoet. Sige til os selv, hinanden og vores børn og unge, at vi ikke behøver at nå det hele. Verden går ikke under, fordi der er noget, vi går glip af. I stedet kunne vi gøre langsomme ting, tage os god tid og nå det, vi når.

2) Rose hinanden – ubetinget og oprigtigt

For de unge er præstationssamfundet i høj grad et spørgsmål om at jagte. Jagte anerkendelsen, om det er i form af høje karakterer i skolen eller i form af likes og positive kommentarer på de sociale medier, Måske har vi en opgave her: At fortælle børn, unge og voksne at de er gode nok. At de klarer det fremragende, og de hverken behøver at løbe stærkere eller råbe højere. Vi skal angsten for ikke at føle sig god nok til livs, og vi gør det bedst ved at overdænge det menneske vi står over for med oprigtig ros og anerkendelse.

3) Giv plads til kreative aktiviteter

I præstationssamfundet er det unyttigt at tegne, synge og lege. Et digt, en tegning eller en sang sunget af lungernes fulde kraft kan ikke sættes ind i et Excel-ark. Der kan ikke tages tid på det. Måske er det derfor de kreative fag stort set er udryddet i vores skolesystem. Lad os hjælpe hinanden til at få kreativiteten tilbage. Fordi den fører noget smukt og værdifuldt med sig. Fordi den er meningsfuld i sig selv.

4) Prioritere fordybelsen

Vi har skabt et samfund, hvor vi løber videre til det næste, inden vi er færdige med det første. Eller måske siger vi, at vi er færdige, men det hele blev lidt overfladisk. Det blev gjort til tiden, men det blev ikke gjort så godt, som det kunne. Lad os i stedet hjælpe hinanden til at gøre en ting ad gangen, gøre den dybt og gøre den færdig.

5) Dyrke de meningsfulde fællesskaber

I en konkurrencestat bliver livet netop en konkurrence. En kamp om præstationer, om opmærksomhed, om penge og prestige, om jobs og synlighed. Måske skulle vi få det til at handle om noget andet? Om de ting vi kan gøre sammen? Om fællesskaber, hvor vi finder mening og glæde gennem relationen til andre?

6) Finde ro i naturen

Vi kan altid bruge en time mere ved en skærm. Der er altid en video mere at se, et afsnit mere at streame og endnu et feed på et socialt medie at scrolle ned over. Vi kunne også gøre noget andet. Vi kunne gå en tur i skoven. Lytte til fuglene og vindens hvisken i bladene. Vi kunne mærke regndråber på vores pande og blæsten i vores ansigter. Vi kunne tage vores børn og unge med.

7) Sige til hinanden at det er godt nok, som det er

Vi behøver ikke stræbe hele tiden. Det er en skrue uden ende. Der vil altid være noget nyt at stræbe efter. Vi kunne gå en anden vej og minde hinanden om, at det er helt okay, som det er. At vi ikke behøver mere. Det er budskab, vi kan give videre til de generationer, som kommer efter os.

Brug principperne 

At kæmpe mod præstationssamfundet er at svømme imod strømmen. Der er en stor kraft, der trækker ikke kun de unge, men også alle os andre i retning af et liv, hvor vi skal skynde os, skabe resultater og gøre dem synlige. 

Det er den dårlige nyhed. Heldigvis er der også en god nyhed. Vælger du at svømme imod strømmen, så kommer du ikke til at være alene. Der er mange derude, der gerne vil svømme med. Det er en af de opmuntrende konklusioner fra min undervisning med de unge den forløbne uge. Der er en refleksion, en vilje til at tage kritisk stilling, en lyst til at byde præstationssamfundet trods.

Jeg tror, vi gør det bedst, hvis vi gør det sammen. De syv principper herover er hverken geniale eller originale, men de er noget andet. De er realistiske. De er noget, vi rent faktisk kan gøre. Dermed kan de også blive første skridt væk fra præstationssamfundet og hen mod balancesamfundet. 

Det er en rejse, jeg gerne foretager. Vil du rejse med?

Søndagslisten

Vil du læse flere artikler som denne?

Gør som 4.176 andre læsere og tilmeld dig Søndagslisten. Så får du leveret mine bedste artikler om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv direkte i din indbakke hver søndag morgen. Du får aldrig mere end den ene artikel om ugen, og du kan afmelde når som helst.

Tilmeld dig nu

Læs de seneste artikler

Foto: Emilie Haut.

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *