Der er så ustyrlig meget ligegyldigt bras på de sociale medier. Det meste er spild af tid. Noget er i en grim tone, der får folk til at skændes. Databehandling og algoritmer er i bedste fald tvivlsomme.

Og så, en gang imellem, støder man på noget, der er inspirerende, originalt og utrolig hjælpsomt.

Noget sådant mødte jeg på Twitter for nylig. Jeg er ellers meget sjældent på Twitter, men jeg stødte på en lille vejlednings-matrix af en fyr, der hedder Matt Gray. Jeg anede ikke, hvem han var, men jeg har googlet mig frem til, at han er en amerikansk entreprenør og coach, og i dette tweet gav han en meget simpel, men meget hjælpsom opskrift på, hvad du kan gøre i forskellige situationer, når hverdagen spænder ben for dig. Jeg har allerede haft glæde af den som en enkel livsvejledning.

En fordansket version af Matt Grays matrix

I min begejstring har jeg oversat matrixen til dansk og udbygget den lidt. Det får du til inspiration herunder. Herfra vil jeg foreslå, at du, når du har læst denne artikel, tager en kuglepen og et stykke papir og laver din egen matrix. Hæng den op på dit køleskab. Så har du altid en reminder om, hvad du kan gøre i udfordrende situationer.

Ukoncentreret? -> Løb eller bevæg dig på anden vis.

Uinspireret? -> Læs eller lyt til en bog.

Urolig? -> Træk vejret dybt.

Udbrændt? -> Kom ud i naturen.

Trummerum? -> Tag på et mikroeventyr.

Ensom? -> Ring til en ven.

Travl? -> Gør ingenting!

Angst? -> Sid med en hund eller en kat på skødet.

Sulten? -> Spis mandler.

Trist? -> Spil glad musik.

I tvivl? -> Spørg andre til råds.

Bekymret? -> Før en taknemmelighedsdagbog (se også skriveterapi).

De enkle løsninger er ofte de bedste

Matt Grays fine matrix med dens forskellige variationsmuligheder, tjener også som en påmindelse om noget vigtigt: vi behøver ikke gøre det så kompliceret!

Livet er besværligt nok, som det er, så hvis vi både i ord og handling gør det så enkelt som muligt, så kan det være, at tilværelsen bliver lidt mindre besværlig. Dermed er det en tanke, du kan tage med ud i din dag:

Hvad er den enklest mulige løsning på en udfordring, du står med lige nu?


Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening

Her er en lettilgængelig håndbog til dig, der vil leve langsomt og enkelt. Du får en introduktion til den verdensomspændende langsombevægelse og et væld af praktiske tips til slow living. Bogen kan lånes både som e-bog og lydbog.

Slow living bog
Livseksperimenter

Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv

Denne bog giver dig motivation og praktiske tips til at gå en anden vej i tilværelsen. Dermed får du inspiration til at begynde igen og leve et liv med mening, kreativitet og balance.

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.