Vi lever i en ekstrovert tid, i en ekstrovert kultur. Det er som om, at det hele handler om at være , om at belønne de mennesker, der formår at gøre opmærksomme på sig selv, uanset om det er for noget godt eller dårligt.

Vi ser det i mange sammenhænge, på arbejdet eller til familiefesten. Der er den karismatiske taler, som synes at være det tyngdepunkt, al opmærksomheden i et rum samler sig om. Og der er den stille type, der sidder i et hjørne og ikke gør så meget væsen af sig. Det er den første af de to typer, som vi har indrettet vores samfund efter.

Støj og substans er ikke det samme

Så kan det godt være, at han i virkeligheden ikke siger så meget. At ham der løber med opmærksomheden, ikke har så meget substans i det, han kommer med. Ligeledes kan det være, at den tænksomme type i hjørnet reflekterer, tænker og sidder med en idé, der kunne gøre en positiv forskel. Han får bare aldrig lejlighed til at komme ud med den,

Medierne ringer altid til den højtråbende, ikke den tænksomme. Vores arbejdspladser er indrettet med storrumskontorer og miljøer, hvor det gælder om at markere sig, og hvor det er svært for den tænksomme at få ro til at reflektere og udvikle ideer. Nye projekter og tanker skal præsenteres gennem Power Point-baserede oplæg for en gruppe af mennesker. Vi har designet arbejdslivet, medierne og tilværelsen i det hele taget til at tilgodese de ekstroverte typer.

Der er bare ikke så mange store ideer, der er blevet til i et storrumskontor. Steve Wozniak lavede den første Apple-computer alene i en garage. Albert Einstein kom ikke frem til relativitetsteorien via Power Point-baserede præsentationer. J.K. Rowling var enlig mor og arbejdede alene, da hun skrev Harry Potter-serien.

Måske skulle vi give plads til den introverte tilgang også? Måske er det okay at være alene en gang imellem?

Det ene er ikke bedre end det andet

Der er en væsentlig pointe her: Det er ikke bedre at være introvert end ekstrovert, eller omvendt. Det handler om, at vi er forskellige, og der skal være plads til begge dele.

Temaet udforskes i Susan Cains glimrende bog Ro – Styrken ved at være introvert i en højtråbende verden, der giver gode pointer og inspiration til dem, der har behov for at være alene. I bogen stiller hun de to typer op over for hinanden, og selvom hun understreger, at det ikke handler om at foretrække det introverte over det ekstroverte, kan hendes bog læses som et forsvar for den introverte. Hun mener, at vi i den vestlige verden i alt for høj grad dyrker de ekstroverte. De anses for mere intelligente, sociale og velkvalificerede, mens introverte ifølge Cain opfattes som blege og svage. Derfor bliver både arbejdspladser, skoler og uddannelsesinstitutioner designede til at honorere det ekstroverte ideal.

Vi bliver overfodret med stimuli, indtryk og støj på en måde, der gør det vanskeligt for dem, der blot vil passe deres arbejde eller studie, og som gerne vil have tid til at tænke, reflektere over fejl og træffe gode, snarere end hurtige beslutninger.

Det er ofte, når vi er alene og har ro omkring os, at vi træffer de bedste beslutninger. I stedet har vi skabt en kultur, hvor det hurtige og det overfladiske vinder på bekostning af refleksionen og den dybe tænkning.

Gode ting, der sker, når vi er alene

Derfor tror jeg – ligesom Susan Cain – at vi kan vinde meget ved at være alene. Ved at tilføje introverte elementer til vores ekstroverte liv. Gør vi det, sker der gode ting. Det kan for eksempel være:

  • At vi bliver bedre til at lytte til os selv.
  • At vi får en lejlighed til at spise chokolade.
  • At vi får mulighed for at se tilbage på det, der er sket, og kan reflektere over det.
  • At vi ikke behøver at bekymre os om, hvad andre tænker.
  • At vi får en følelse af ro.
  • At vi kan drage omsorg for os selv og give os selv kærlighed.
  • At vi drikker te og tænker, og derved nå frem til dybere indsigter.

Vi kan skifte mellem roller

I perioder er mine dage fuld e af ekstroverte aktiviteter . Jeg har underviser, holder foredrag for hundredvis af mennesker, optræder i medier og tager med mine venner på et propfyldt fodboldstadion.

Alt det er ekstrovert, og det meste af det er fint. Det er også for meget, og mine sådanne perioder afløses altid af et behov for at trække mig ind i mig selv. Sidde i solen, læse bøger og tidsskrifter, skrive dagbog. Med undtagelse af min hustru og mine børn har jeg virkelig ikke lyst til at tale med nogen. Så at sige skifter jeg ham og går på kort tid fra en masse udadvendte aktiviteter til ro, refleksion og stilhed.

Susan Cain peger på, at de fleste af os foretager dette skift af roller, og det er vigtigt og nødvendigt. Har vi haft en periode med mange ekstroverte aktiviteter, har vi efterfølgende behov for ro og alenetid, så vi kan få os selv med. Det handler om at klare hjernen, så vi kommer bedst muligt gennem vores dage. Det hjælper os til at prioritere og træffe bedre beslutninger.

Konkrete forslag til hvad du kan gøre, når du er alene

Derfor er det vigtigt at finde tid til at være alene. Det giver os tid og rum til at være mennesker, til at være os selv. Er du i tvivl om, hvad du skal bruge din alenetid på, er der her et par forslag.

Gå en tur. Uanset, om det kun er ti minutter eller længere tid, vil det altid gøre dig godt at gå en tur alene. Det klarer hovedet og hjælper dig til at få styr på tankerne.

Skriv dagbog. Om det så bare er en fire-fem linjer ad gangen, iagttagelser fra dagligdagen eller drømme om fremtiden, du skriver ned, så vil det gøre dig godt.

Ordne blomster og planter. Om du har en stor have eller blot en vindueskarm med et par potteplanter, er det en god, rolig alene-aktivitet, at give planterne kærlighed.

Meditér. Du behøver ikke at tænde røgelsespinde og flamme hele huset op med stearinlys. Mindre kan gøre det. Sæt dig på en pude på gulvet, lyt til klassisk musik (Bachs Brandenburgerkoncerter eller en af Mozarts klaversonater gør det altid for mig), luk øjnene, og fokusér alene på din vejrtrækning. Ånd langsomt ind og ud gennem næsen. Sid sådan i ti minutter.

Sid på en stor sten, og kig ud over havet. Bare i et kvarter. Mærk blæsten i dit ansigt, snus havluften ind, og lad tankerne flyde. Det gør vi alt for lidt.

Læs en god bog. Vælg en, der får dig til at tænke over tilværelsen, fremfor tomme krimikalorier. Prøv en klassiker, Hemingway, Dostojevskij, Proust, Blixen – vi udvikler os af udfordringer.

Dyrk motion. Om du løber, cykler, går en rask tur eller noget fjerde er ikke det afgørende – det afgørende er, at det er godt for dig at bruge kroppen.

Begynd at tegne. Eller en anden hobby. Vi dyrker vores kreative sider alt for lidt, blandt andet fordi vi aldrig er alene og har tid og ro til at dyrke dem. Det er en skam.

Lav din egen drømmebog. Ikke en dagbog, men en anden notesbog, viet til de drømme, du måske ikke tør tale højt om. Har du en hemmelig ambition om at se Machu Picchu? Sende et manuskript ind til forfatterskolen? Opsøge en gammel veninde, du for mange år mistede kontakten til? Stille op til et politisk valg? Hvis du er alene og kan skrive de drømme ned, har du taget det første vigtige skridt på vejen mod at realisere dem.

Sove. Mange af os sover alt for lidt, og det er en medvirkende årsag til stress, uro og livsstilssygdomme. Skaber du tid til at være alene, er søvn ikke den dummeste måde, du kan bruge tiden på.

Opdatér dit CV, skriv en ansøgning og send den afsted med det samme. Nogle af os kommer ingen vegne, fordi vi aldrig sætter os ned og uforstyrret gør de ting, der kan bringe os i nye, spændende retninger.

Drik en kop urtete. Gør ikke andet. Hav ro omkring dig, og koncentrér dig alene om bryggeprocessen og efterfølgende at nyde den varme drik.

Vælg en alene-aktivitet i dag

Listen herover er blot en række forslag, og du kan sikkert selv finde på flere ting, du kan foretage dig alene. Det kan være svært at finde tid til at være alene, og der er ikke ret mange af os, der kan være alene hele tiden. Imidlertid tror jeg, at det er en god idé, at vi er alene lidt oftere, end vi er det i dag. At vi giver os selv lov til at være introverte, er vigtigt. Tal eventuelt med dine nærmeste eller med kolleger og ledere på din arbejdsplads om at du fra tid til anden har brug for at være alene, hvis du skal være den bedste udgave af dig selv. Det er min erfaring, at folk ofte viser forståelse for dette ønske, hvis man begrunder det på en ordentlig måde.

Du kan starte i dag. Skær en time ud af dagen hvor du er alene. Brug den time på noget, du nyder. Du vil være friskere, føle mere ro og være bedre tilpas bagefter.


Få 7 e-bøger for under 200 kroner

Med e-bogspakken har jeg samlet mine mest populære e-bøger i en og samme pakke. Du sparer mere end 50 %, og for 189 kroner får du:

  • 100 ideer til simple living.
  • 100 ideer til mikroeventyr.
  • Genstart: Fra udbrændt til energifyldt i 5 enkle trin.
  • Minibog: 7 lektioner til dig, der drømmer om at sige dit job op.
  • Søndagslisten 2021 – 52 artikler om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv.
  • Søndagslisten 2022.
  • Print-selv-taknemmelighedsdagbog.

Efter dit køb modtager du et link, hvor du kan downloade bøgerne enkeltvis. Du modtager dem i et praktisk PDF-format, som du kan printe ud, hvis du ønsker det.


Ole Ditlev Nielsen

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.