Hvis du er ligesom mig og de fleste andre mennesker, er du på et eller flere sociale medier. Facebook, LinkedIn, Twitter, Instagram, YouTube og hvad de alle sammen hedder.
(Er du ikke på sociale medier, så har du min dybeste respekt. I så fald er den her artikel ikke relevant for dig, og jeg vil i stedet anbefale, at du går ombord i en af disse artikler i stedet).
I den ideelle verden er det jo fint. De sociale medier er en chance for at dele tanker, filosofi og vigtige livsbegivenheder med verden. Man kan bruge dem til at finde tabte skolekammerater. I enkelte tilfælde kan man få ny viden eller blive inspireret (i så fald er man nok på Pinterest). For en selvstændig som mig med et ikke-eksisterende PR-budget, er de sociale medier en chance for at nå ud til læsere, jeg ellers aldrig ville nå. Man kan bruge de sociale medier til at skabe opmærksomhed om en god og væsentlig sag. De sociale medier er ikke udelukkende dårlige. I den her svære tid kan de også bidrage til at få vigtig information ud til befolkningen, og i de gode tilfælde kan de styrke fællesskabet.
Der er bare et problem. Vi bliver ulykkelige af de sociale medier. Det viser forskningen ret entydigt.
3 eksempler på Instaface-ballonen
Hvorfor er det sådan?
Det skyldes, at når vi bevæger os ind i den oppustede sfære, jeg fra nu af kalder Instaface-ballonen, så er det ikke virkeligheden, vi ser. Det er en redigeret virkelighed, ikke et realistisk billede af noget som helst. Det er en ballon, der er pustet op til bristepunktet. Den lægger et pres på os og får os til at føle os utilstrækkelige og mislykkede.
Hvorfor? Lad os illustrere det med tre eksempler fra Instaface-ballonen.
Eksempel 1: Den pralende LinkedIn-opdatering
”Det er med stor glæde, at jeg nu kan offentliggøre, at jeg den 1. april tiltræder en ny stilling som Megachef hos Big Company. Jeg har været utrolig glad for min tid i Knap Så Big Company og kommer til at savne alle de gode kolleger og samarbejdspartnere, og jeg er stolt af, hvordan vi de sidste 18 måneder har vækstet sammen. Jeg glæder mig samtidig til de nye udfordringer i et internationalt miljø, forløse optimeringspotentialet og bibringe min innovative tilgang til ledelse og forandringsprocesser. Jeg ved, at det efter en virkelig seriøs og konstruktiv proces, der har ledt frem til ansættelsen, bliver virkelig udfordrende og spændende. Jeg går til opgaven med stor ydmyghed.”
Ydmyghed? Virkelig? Og hver eneste sætning begynder med ”jeg”?
Det er fint at være glad, men den her type opdateringer er designet til at få læserne til at føle sig mindre værd (og måske kaste en lille smule op). Det skræmmende er, at man ser de her opdateringer hver eneste dag, og de får pligtskyldige likes, opadvendte tommelfingre og positive kommentarer. Det er jo det, man gør, ikke sandt?
Problemet er, at en sådan tekst ikke giver for fem flade ører værdi eller tankegods til læseren. Det er mig-mig-mig det hele. Ignorér den næste gang du ser den.
Eksempel 2: ”Mit liv er fedt”-opdateringen på Facebook
”Wow. Bare wow. Det var en viiiiiiiiiiiiiidunderlig weekend, jeg lige havde. Startede med at vi fredag fik landet den store kunde, vi havde arbejdet på i lang tid. Så var det ellers ud at fejre det med champagne og specialøl, lækker middag med det bedste Kobe-kød og endte på en hyggelig bar. Hang lidt ud med Kronprins Frederik og vi fik sidst på natten en god snak om, at det er fedt at være en moden mand. Lækker lørdag med lang cykeltur på den nye racer, slog min rekord og slappede af med at skrive på min roman, der kommer på Gyldendal om et par måneder. Vild forhåndskontrakt og interesse fra New York Times. Søndag med min engel Caroline og guldklumperne, drak vildt meget havremælk. Hjalp min søster med at planlægge sin rejse og super aftensmad på den nye restaurant inde i city. Spillede lidt World of Warcraft og begyndte at forberede mit brief til Mette Frederiksen. Hold kæft en weekend. Sikke en verden.”
Jeg støder på de der posts ret ofte og får altid lyst til at drikke whisky, lytte til Tom Waits og gøre noget virkelig dumt og ukonstruktivt. Problemet med den her type opdatering er, at den gør en masse for den, der skriver den, og intet for dem, der læser den.
Eksempel 3: Den falsk-søde post på Instagram
Jeg er et af de mennesker, der har en kæreste, der serverer champagnebrunch på sengen søndag morgen. Han er bare SÅ dejlig, og vi kom næsten ikke ud af sengen resten af dagen.
(Ledsaget af et billede med nogle jordbær og to champagneglas på et krøllet lagen i et nynordisk indrettet soveværelse samt et umotiveret antal hjerter, smileys og andre emojis, som jeg ikke ved, hvad betyder).
Okay, du har en vidunderlig kæreste, et fremragende sexliv og lækker boligindretning. Måske har du ikke rynker, børn der roder, ubetalte regninger og ølmave ligesom os andre. I bedste fald er du virkelig glad for dit liv, og i værste fald har du et ønske om at gøre andre jaloux og føle sig utilpas ved deres liv. Jeg ved ikke, hvad der er tilfældet, men under alle omstændigheder er det noget, du kan dele med dine nærmeste og ikke med hele verden.
Det, der er galt med Instaface-ballonen
Jeg er stødt på de her tre opdateringer inden for den seneste uge, endda i en uge hvor dagsordenen om Corona helt naturligt har fyldt meget. Jeg har anonymiseret, ændret navne og andre sproglige detaljer. Okay, eksempel nummer 2 er pyntet lidt, men princippet er det samme. Det handler om et generelt problem og ikke om specifikke personer.
Der er mindst tre problemer med de her opdateringer:
- De giver ikke værdi til andre.
- De bidrager ikke til fællesskabet, hverken på det konkrete medie eller til det store samfundsfællesskab.
- De handler kun om mig-mig-mig.
Opdateringerne er udtryk for Instaface-ballonens værste – og mest almindelige – sider. Det oppustede, selvhævdende selvbillede, som ikke gavner andre end afsenderen. Det er den ballon, vi skal prikke hul på.
Sådan prikker du hul på Instaface-ballonen
Der er en ret enkel løsning på det her:
Ignorér andre!
Vi skal ikke følge med hele tiden. Jeg tror på, at vi kan vinde meget ved at håndhæve princippet om at være frivillige ignoranter. Det gælder i flere sammenhænge, nyheder (selvom der, især i disse Corona-tider, selvfølgelig også er relevante nyheder), på jobbet og især på de sociale medier. Vi skal simpelthen lade være med at lytte til de her mig-mig-mig mennesker.
Hvordan gør vi det?
- Meld helt fra og stå af de sociale medier (det er den sværeste, men bedste løsning).
- Begræns din tid på de sociale medier. Sæt et maksimum på 15 minutter om dagen. Du kan overveje at bruge det glimrende gratis værktøj RescueTime til at analysere din digitale tid.
- Når du ser posts som de tre ovenstående, så skjul dem og sæt indstillingerne sådan at du ikke ser opdateringer fra den pågældende person i fremtiden.
- Gå en tur i den friske luft eller læs en god roman i stedet for at opholde dig i Instaface-ballonen.
- Tag 14 dages pause fra de sociale medier.
- Hvis du laver en post på et socialt medie så tænk altid på, hvad du kan give til din læser.
Det gør en forskel
Det er vigtigt at prikke hul på Instaface-ballonen. Det betyder noget for dit velvære, for måden du ser dig selv på. Du får det simpelthen bedre af at prikke det hul. Derfor er spørgsmålet:
Hvad vil du ignorere i dag?
En praktisk guide til et langsomt liv
Hvis du vender Instaface-ballonen ryggen vil du opleve mere fokus og mere ro, og det er måske ikke så tosset i en vanskelig og bekymrende tid. Bogen Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening handler om, hvordan du kan slutte dig til en voksende skare af mennesker, der sætter farten ned og vælger at leve et liv med mindre stress og mere mening. Mantraet er, at det ikke handler om at gøre tingene mere, men om at gøre dem bedre. Bogen fås som paperback, e-bog og lydbog. Den er som regel billigst her.
Seneste artikler
- Hvordan måler du succes?
Der er et ord, der er tricky. Succes! Vi får at vide, at succes er noget, vi kan måle. Vi måler det i penge, forfremmelser, om der står en Tesla i carporten. Eller vi måler det i synlighed. Antallet af likes på Facebook og Instagram. Profilbesøg på LinkedIn. Alle de ydre ting. Alt det, vi… Læs mere: Hvordan måler du succes? - Om træer og kunsten at gøre ingenting
En bog, hvis titel jeg forelskede mig i, inden jeg overhovedet havde læst en linje, er Jenny Odells ”How to Do Nothing”. Jeg er overbevist om, at kunsten at gøre ingenting er vigtig i en travl og kaotisk tid som vores. Bogen blev da også en succes, da den udkom, og USA’s tidligere præsident Barack… Læs mere: Om træer og kunsten at gøre ingenting - Sådan får du dem du elsker til at gro og blomstre
Hos forfatteren Jay Shetty stødte jeg på sondringen mellem at kunne lide og at kunne elske. Det er ikke noget, jeg har tænkt så meget over før, men det er en god overvejelse, og jeg er vild med dette citat, der forklarer forskellen på de to ting. Hvis du kan lide en blomst, så plukker… Læs mere: Sådan får du dem du elsker til at gro og blomstre - Den korte lykke og det lange perspektiv
Den tyske sociolog Hartmut Rosa har et godt udtryk for vores samfund. Han kalder det for accelerationssamfundet. I sine bøger argumenterer han for, at acceleration og et stigende tempo er blevet et kendetegn for vores tid. Han mener, at det gælder i tre dimensioner: Teknologisk udvikling, sociale forandringer og vores individuelle tempo i hverdagen. Hartmut… Læs mere: Den korte lykke og det lange perspektiv - Dit personlige økosystem
Den amerikanske forfatter Robin Sharma har et ret godt udtryk: Dit personlige økosystem! Det er en betegnelse for det, du fylder dig med. Det, du omgives af, og den information, du får. Vi kan også kalde det for dine samlede input. Det er alt det, der får den maskine, der er dig, til at køre.… Læs mere: Dit personlige økosystem
[/fusion_imageframe]
[fusion_separator style_type="" top_margin="10" bottom_margin="10" sep_color="" border_size="" icon="" icon_circle="" icon_circle_color="" width="" alignment="" class="" id=""]
Seneste kommentarer