Man skal være en god kollega.
Det har man hørt ofte, for eksempel hver gang ens nærmeste leder åbner munden på et personalemøde, eller når tillidsmanden holder en tale. Altså, det står jo ikke i nogen lov, at man skal vær en god kollega. Det er ligesom bare noget, nogen har vedtaget på et tidspunkt, og alle har accepteret uden at stille spørgsmål. Nu er der endda lige udkommet en bog om det gode, kollegiale samarbejde.
Men hvorfor egentlig? Skal man være en god kollega? Får man overhovedet noget ud af det, eller spilder man bare sin tid? Risikerer man ikke, at ende som et naivt fjols, der giver en masse værdi til andre, mens man ser dem, der har glæde af alt det gode, man gør for andre, ende med at få de gode opgaver, lønforhøjelserne og forfremmelserne?
Kunne det ikke være rart for en gangs skyld at være en virkelig dårlig kollega? At tænke på sig selv og sin egen trivsel?
Så kunne man gøre noget i retning af det her:
Brok dig højlydt – især over de ting, som du udmærket godt ved, at du ikke kan lave om på.
Hold dit materiale for dig selv. Det der geniale, du fik lavet i sidste uge, skal du endelig ikke dele med dine kolleger, så de kan få glæde af det. Du har brugt din kostbare tid på det, og de kan altså godt tage at lave deres ting selv. Og hvem ved, om du får noget igen?
Undlad at komme med konstruktive forslag. Sørg især for, at du ikke er konkret og foreslår implementerbare løsninger på reelle problemer på arbejdspladsen. Det er bedre at nøjes med at konstatere, at problemerne er der, og de udgør et stort problem for alle medarbejdere, men især for dig.
Tal længe på møder. Meget gerne om aldeles ligegyldige ting, og allerhelst på det tidspunkt, hvor mødet er ved at gå over tiden. Det er også rigtig godt, hvis du kan kværulere over formalia, som for eksempel en mødedagsorden eller it-løsninger, som arbejdspladsen overhovedet ikke har indflydelse på. Husk også at gentage dig selv.
Snak om andre bag deres ryg. Husk, at det er muligt at kritisere mere og voldsommere, hvis du gør det, når dem, du kritiserer, er ude af lokalet, og du ikke behøver at levere din kritik ansigt til ansigt.
Undlad for enhver pris at smile. Du kunne jo risikere, at det smitter.
Opsøg konflikter aktivt. Ja, de findes skam, de der mennesker, der er ”large” og giver andre ret i diskussioner, så alle kan komme videre. Vær ikke et af de mennesker. Gå i stedet ind i de små uenigheder og gør dem til store konflikter, som tærer på kollegerne. Er du påståelig tilpas længe, skal du nok vinde.
Ignorer fakta. Der er ikke noget så irriterende som en kollega, der tager luften ud af en diskussion med konfliktpotentiale ved at holde sig til det faktuelle. Så risikerer man jo, at diskussionen bliver afsluttet for tidligt. Det går ikke.
Gå aldrig efter bolden og tal følelsesladet. Ikke noget stoisk ro her, ikke noget med at opsummere, konstatere eller kridte banen op, så rammerne afklares. Det handler om dig, og hvordan du har det. Det er dit arbejde og dit liv, ikke de andres liv. Hold fast i det ved at tale følelsesladet og gå efter de andre på arbejdspladsen, især mellemlederne.
Byd aldrig en kollega på en kop kaffe. Du kunne jo risikere, at det blev hyggeligt, eller at I fik en god idé, der ville være meningsfuld og værdiskabende for arbejdspladsen.
Tag ikke nogen sociale initiativer. Meld dig endelig ikke til personaleforeningen og spild ikke din tid med sociale arrangementer og ”hygge.” Deltagelse i julefrokosten? Måske, hvis maden er god og snapsen gratis.
Der er selvfølgelig mange andre ting, du kan gøre for at være en rigtig dårlig kollega. Det vigtigste er, at du gør det til et princip at undlade at skabe værdi for andre. Så kan du være ret sikker på, at der ikke er nogen, der i en overskuelig fremtid, der vil komme til dig for råd og vejledning. Ind til videre får du fred. Der vil så heller ikke være nogen, der er klar til at hjælpe dig, når du står i en situation, hvor du har behov for det, men sådan er arbejdslivet jo et spørgsmål om tilvalg og fravalg, ikke sandt?
Læg en kommentar