Når vi kaster os ud i et nyt projekt, en livsstilsændring eller en ny retning i livet, så ligger det i os, at vi gerne vil se resultater. Og vi vil helst se dem hurtigt. Det er jo det, reklamerne lover, det, arbejdsgiverne forlanger, det, politikerne gerne vil have os til. Jagten på de hurtige resultater er en del af vores kultur.

Der er bare et problem. Ting tager tid. Store ting tager lang tid. Og når det gælder personlige forandringer, bliver vi hurtigt utålmodige. Vi har lært, at vi skal nå frem til resultater i en fart. Derfor bliver vi skuffede, når resultaterne ikke viser sig.

Så giver vi op. Vi har de bedste intentioner, men har vi ikke tabt de ti kilo, skrevet en roman eller er lykkedes med at leve langsomt inden for kort periode, så holder vi op. I stedet går vi tilbage til at gøre det, vi plejer. Det er en skam.

Store forandringer tager tid

Der er ikke nogen store kunstværker, der er skabt over en nat. Jo, måske har en maler, en filminstruktør eller en forfatter en sen aftentime fået en genial idé og bragt den til live, men inden da er der gået mange år fulde af øvelser, af tvivl og af fejlslagne forsøg. LEGO, Vestas og andre succesfulde virksomheder er ikke nået til der, hvor de er i dag, i en håndevending. Atleter, vi beundrer når vi ser Olympiske Lege og lignende begivenheder i fjernsynet, har trænet i mange år. De kommer ikke ind fra gaden og træder direkte op på medaljeskamlen.

Det samme gælder, hvis du ønsker en større livsforandring. Uanset om du drømmer om en ny karriere, en sund krop eller om at leve slow, så tager det tid. Det kræver tålmodighed.

Den tålmodige rejse

Jeg har prøvet det selv. Det er ikke en dør, hvor du bare finder nøglen, låser op og åbner porten til et nyt liv. Det er en rejse, du begiver dig ud på. Fra jeg først tænkte, at jeg gerne ville leve et liv med slow living, til jeg sagde et fuldtidsjob op, gik der fire år. Der var en masse små skridt og ændrede vaner undervejs. Der var tilbageslag. Det er der stadig. Min rejse fortsætter.

Havde jeg efter tre, seks eller tolv måneder tænkt, at jeg aldrig kom til at leve langsomt, ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag. Du ville ikke læse den artikel, du læser lige nu.

På samme måde: Jeg var ti år, da jeg begyndte at skrive min første bog. Den hed Mysteriet om den japanske morder. Da jeg debuterede som forfatter, var jeg 38 år. Det var bogen Om at undervise. Det tog mig 28 år at nå dertil.

Uanset hvad du drømmer om: Vær tålmodig! Gør tålmodigheden til din ven og følgesvend.

Sådan bliver du mere tålmodig

Tålmodigheden er altså vigtig, men udfordringen er selvfølgelig, at det svært at være tålmodig. Her får du nogle ideer til, hvordan du kan træne din tålmodighed.

1) Øv dig i at vente

Næste gang du er tørstig, så lad være med at rejse dig og hente et glas vand med det samme. Vent i ti minutter. Gør det til en vane at vente lidt længere på tingene. Der er faktisk forskning, der viser, at du kan blive mere lykkelig af at vente.

2) Vær opmærksom på de ting, der gør dig utålmodig

Er der nogle særlige situationer, hvor du føler dig utålmodig? Er der tidspunkter, hvor du i højere grad har lyst til at give op? Hvis du bliver klogere på dig selv, og hvad der trigger din utålmodighed, jo mere kan du gøre for at undgå de situationer, hvor du er utålmodig.

3) Hold op med at gøre de uvigtige ting

Du er i gang med en livsforandring, et projekt, der på sigt kan gøre en stor og positiv forskel i dit liv. Brug din tid, penge og kræfter på det og ikke på de uvæsentlige ting, der forsinker og forstyrrer dig.

4) Se det store perspektiv

At være mere tålmodig er også at gøre det ukomfortable. Måske er der en smerte nu og her, noget ukomfortabelt på kort sigt, men i det store perspektiv vil det gøre dit liv bedre. Sæt det lange lys på og vær tålmodig.

5) Lav aktiviteter, der kræver tålmodighed

I en hektisk og urolig verden er det som om, vi har glemt at være tålmodige. En måde at træne tålmodighed på er ved at lave aktiviteter, der kræver langsomhed og fokus. Det kan være at lægge et puslespil med 1.000 brikker, spille skak eller bruge din søndag på at lave slow food.

6) Giv dig selv et skud realisme

Når vi bliver utålmodige, kan det skyldes, at vi er for ambitiøse. At vi vil for meget på for kort tid og sætter for høje mål. Gør dine mål mindre og overvej, hvad der er realistisk i forhold til den tid og de ressourcer, du har til rådighed.

7) Gør rejsen meningsfuld i sig selv

Uanset, hvor du er på vej hen i livet, er du på en rejse. Hvis de ting, du gør undervejs på din rejse, er meningsfulde og giver dig glæde, så er meget vundet. Så kommer du til at nyde processen i sig selv. Gør du det, bliver utålmodighed slet ikke et tema i samme grad.

Utålmodighedskulturen er giftig

Det er nærmest som om, at vi lever i en utålmodighedskultur. Den handler om den hurtige tilfredsstillelse, jagten på det næste fix. Det er en giftig kultur, og du vinder meget ved at vende ryggen til den.

Ting tager tid, men de bliver bedre af det. Lær dig selv at være tålmodig og du vil nyde din rejse – uanset hvor den bringer dig hen.


Udkørt? Få energien tilbage med mikrokurset Genstart

  • Føler du dig træt og udbrændt?
  • Har du mistet overblikket?
  • Vil du finde energien igen?
  • Og gøre det på en måde, der er overskuelig og til at gå til?

Jeg har selv bokset med udbrændthed, og jeg ved, hvor stor en forskel det kan gøre, hvis det lykkes at få energien tilbage.

Derfor har jeg lavet mikrokurset Genstart – fra udbrændt til energifyldt i 5 enkle trin. Et mikrokursus er et kursus, der skærer ind til benet, fokuserer på det vigtigste, kan tages i en ”sitting”, og som er billigt. I dette kursus, som du selv vælger, om du foretrækker på tekst (en lækker, printbar PDF)en skridt-for skridt-proces med praktiske ideer til at komme ud af din udbrændthed og genstarte dig selv – lidt ligesom du gør det med en computer, hvor du trykker “genstart.”

Du kan downloade dit PDF-kursus så mange gange du vil, og der er ingen udløbsdato. Er du ikke tilfreds med dit køb, kan du benytte 20 Skridts 30-dages garanti og få dine penge tilbage, uden spørgsmål.