Scene fra et undervisningslokale:
Jeg er i gang med at undervise i faget dansk. Der er mødt 30 elever op. Jeg står midt i lokalet, og alle eleverne sidder ned, de skriver alle sammen, de fleste på computere og enkelte i hånden. Ingen snakker, ingen er på Facebook. Man kan høre en kuglepen falde på gulvet og et par solsorte udenfor. Ingen elever beklager sig over noget, alle er i gang, og der er en intens stemning af koncentration i lokalet.
Der er ikke tale om nogen prøve, vi er ikke lige på nippet til at skulle give standpunktskarakterer, og jeg har på ingen måde indledt lektionen med en skideballe eller en ordre om, at eleverne skulle være særligt stille. Tværtimod, jeg kom lidt for sent, da jeg havde været oppe at slås med en printer i pausen før lektionen, og jeg kan ikke sige, at jeg er mødt ekstraordinært velforberedt op eller har peptalket på en inspireret måde. Alligevel er alle elever i gang. Der er dyb koncentration, og eleverne er optagede af det faglige arbejde.
Optimaloplevelsen
Hvorfor? Hvad er der sket?
Det, der er sket, er, at eleverne er i flow. De er fuldkommen opslugte af det arbejde, de er i gang med, fuldt involverede og fokuserede, og de ved, hvad deres mål er. De oplever det, vi kalder for en optimaloplevelse, hvor de er så optagede af det, de gør, at de glemmer alt omkring sig. De tænker ikke længere på tiden, spørger ikke hvornår, der er pause, og de ønsker at gøre det så godt som muligt.
Guderne skal vide, at det ikke er så ofte, at denne tilstand opstår, men når man oplever det, ser sine elever være i flow, så ved man, at man er lykkedes som underviser.
Hvad er flow?
Flow er et begreb, der oprindelig stammer fra psykologiens verden, men som i de senere år har haft stor betydning på det pædagogiske felt. Oprindelig blev det i 1990 defineret af Mihaly Csikszentmihalyi på denne måde:
Flow er en mental tilstand, i hvilken personen er fuldstændig opslugt i det hun beskæftiger sig med. Det er karakteriseret som en fornemmelse af et energifyldt fokus, fuld involvering og succes med den igangværende aktivitet.
Det er en definition af ikke bare et begreb, men også af hvad både undervisere og elever ønsker at opnå: Fokus, at være fuldt optaget af det, man gør, og følelsen af succes. Med andre ord en optimaloplevelse, som vi kan stræbe efter, når vi tilrettelægger vores undervisning.
I Danmark er det især Hens Henrik Knoop og Frans Ørsted Andersen, der har beskæftiget sig med flow i undervisningen, og du kan læse mere om flow i Frans Ørsted Andersens bøger Flow i hverdagen og Positiv psykologi i skolen.
Betingelser for flow
Noget af det interessante, som forskningen om flow viser, er, at der er nogle tiltag, som man kan gøre i undervisningen, der fremmer flow. Jo mere opmærksom du som underviser kan være på, hvad der fremmer flow i undervisningen, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår flow i dine timer.
Typiske, flow-fremmende foranstaltninger er disse:
Eleverne har mulighed for at tage selvstændige initiativer, samtidig med at de føler et ansvar for deres omgivelser.
Regler er enkle, nemme at gå til og føles ikke som en hæmsko for elevernes udfoldelsesmuligheder.
Målene er konkrete og giver energi.
De faglige og personlige mål er tilpasset elevernes færdigheder, og er maksimale i forhold til elevernes niveau.
Distraktioner er barberet væk – vær opmærksom på, at ligesom noget fremmer flow, så er der også noget, der forhindrer flow (for eksempel lavt selvværd, digitale distraktioner, tilbagemeldinger der opleves som ydmygende, tvang, passivisering osv.).
Konstruktive tilbagemeldinger, der hjælper eleverne videre.
Flow er en pædagogisk idealtilstand
Det ville ikke være realistisk og ærligt at hævde, at flow i undervisningen bare er noget, som du kan få til at opstå i hver eneste lektion. Det er ikke realistisk. Hvad der derimod er realistisk, er, at du kan komme til at opleve flow-tilstande i din undervisning betydeligt oftere, end du gør i dag, hvis du tænker ovenstående punkter med, når du planlægger din undervisning. Det er bare med at gå i gang.
Vil du vide mere om flow-teorien er det en god idé at gå til udgangspunktet at gå til udgangspunktet og læse i Mihaly Csikszentmihalyis bog Flow. Optimaloplevelsens psykologi.