Der er et mantra, der dikterer, hvordan vi skal leve det moderne liv. I store træk lyder det sådan her:
Vi skal nå så meget som muligt på så lidt tid som muligt.
Det er jeg ikke så vild med, af flere grunde. For det første siger det ikke noget om, hvad vi når. Om det giver mening, om det er værdifuldt og givende. For det andet giver det et pres, en følelse af at være bagefter og en uheldig fokus på det, vi ikke når, frem for en glæde over, hvad vi rent faktisk når. For det tredje er det bare dumt.
Hånd i hånd med dette mantra går de forventninger, vi stiller til os selv og vores omverden. Måske har du sagt noget i stil med det her til dig selv?
- Jeg skal tabe 5 kilo for at blive bikiniklar til sommer.
- Når jeg har taget den her videreuddannelse, så vil arbejdsgiverne stå i kø for at ansætte mig, og min karriere bliver løftet.
- Til sommer rydder jeg op i mit hjem, så det bliver enkelt, overskueligt og nemt at holde.
- Jeg vil skrive til hende, jeg talte med forleden. Så inviterer jeg hende ud, vi går på date, bliver kærester, gift og får børn, så vi lever lykkeligt til vores dages ende. Vi får også vild sex, et lækkert hus og to miljøvenlige biler.
- I næste uge starter jeg en blog eller en YouTube-kanal med gode tips. Jeg bliver lifecoach, og mit materiale kommer til at gå viralt, så pengene vil vælte ind.
- I ferien omlægger jeg min kost, så jeg bliver sund og energisk og ikke kommer til at føle stress til efteråret.
- Jeg har en genial business-idé og starter en succesfuld virksomhed som selvstændig, så snart jeg har den nødvendige funding på plads.
Chancerne for succes? Tæt på nul! Jeg ved det, fordi det alt sammen er noget, jeg i en eller anden afskygning på et eller andet tidspunkt i mit liv har sagt til mig selv.
Det farlige ved forventninger
Vi har brug for at drømme, men som bloggeren Darius Foraux så rigtigt har skrevet det, så er der to problemer med forventninger.
- Hvis du har høje forventninger, og resultatet bliver værre, så bliver du frustreret.
- Hvis du har lave forventninger, og resultatet bliver bedre, så bliver du taknemmelig.
Og som Barry Schwartz, som jeg tidligere har skrevet om, udtrykker det:
Nøglen til lykke ligger i lave forventninger.
Barry Schwartz
Det er ikke raketvidenskab, men alligevel har vi svært ved at leve efter det, når det kommer til stykket. Vi tænker på det, vi ikke har. På det vi synes, vi burde gøre. På det vi tror, andre mener, vi skal opnå. På det, de andre har og gør.
Det kan vi ikke gøre noget ved. Det vi derimod kan er at beslutte, at vi ikke vil ligge under for det. Vi kan vælge at sænke vores forventninger.
Sådan sænker du dine forventninger
Det er nemt at sige, men svært at gøre, ikke sandt? Det her med at sænke forventningerne?
Ikke desto mindre er det en vigtig øvelse, der kan gøre dig gladere. Du kan prøve med disse strategier.
- Sig til dig selv at tingene er gode nok, som de er. Du behøver ikke den der nye gadget for at få en god sommer.
- Sæt færre mål. Har du ti ting, du gerne vil, så skær dem ned til to. Giv til gengæld de to mål der står tilbage, din fulde fokus.
- Tag pauser. Giv dig selv en break. Du har brug for tid og rum. Sug luft ind, få energien tilbage.
- Hold op med at forvente noget af andre. Du kan alligevel ikke styre, hvad de gør.
- Acceptér, du ikke kan få det hele. Nok heller ikke det halve. Overvej i stedet, hvad der virkelig gør dig glad.
- Forbered dig på det værste. Med denne stoiske tilgang til tilværelsen bliver du mindre skuffet.
- Sæt mikromål. Vil du tabe fem kilo for at blive strandklar? Gå efter 500 gram, Få mere inspiration i artiklen om mikrovaner.
En sommer uden forventninger
Solen skinner. Sommeren står for døren. Bøgegrenene er grønne, himlen blå, nætterne lyse. Jeg elsker denne årstid. Men midt i alt det smukke kan forventningerne blive for høje. Man vil jo så gerne opleve sit livs sommer, ikke mindst ved afslutningen af en udmarvende pandemi.
Prøv at gå en anden vej. Nyd solen, men gå ind i sommeren uden at forvente noget som helst. Så bliver du positivt overrasket. Det tør jeg godt garantere.
Tak fordi du læser med. Du kan få flere ideer og perspektiver i mit nyhedsbrev Søndagslisten. Hver søndag morgen sender jeg dig en artikel om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv. Der er mere end 4.150 tilmeldte, der læser med hver uge. Du kan være med ved at tilmelde dig i boksen herover.
Foto: Emilie Haut og Frida Hjaltestad.