Har du prøvet det her med at starte et projekt, være ambitiøs og have ideer, for til sidst at opleve, at projektet går i stå? Det, der startede som en entusiastisk idé, ender med at blive lagt i skuffen eller gemt dybt inde på din computers c-drev. Det lykkedes ikke at holde momentum. Projektet blev aldrig færdigt.
Jeg har mange gange, som i helt vildt mange gange, oplevet at gå i stå med projekter for til sidst at opgive dem helt. Indrømmet, ikke alle projektideer har været lige geniale, men der er også dem, hvor jeg tænker, at hvis jeg nu havde holdt mere fast og haft en bedre arbejdsrytme, så kunne de projekter godt være blevet til noget.
Hvis du vil skrive en bog
Den projektkirkegård, hvor jeg har allerflest ideer liggende, er uden tvivl kirkegården for afdøde bogprojekter. Jeg var ikke ret gammel, da jeg besluttede mig for at blive forfatter (eller astronaut, eller professionel fodboldspiller i Liverpool – men der manglede nok alligevel noget talent), men det tog mig i omegnen at 30 år, før jeg havde forvandlet en idé til et projekt, der blev til et færdigt manuskript og til sidst en trykt bog udgivet på et etableret forlag.
Det var først, da jeg fik udviklet bedre vaner i forhold til det projektarbejde, det er at skrive en bog, at det lykkedes mig at få det gjort færdigt. Jeg tror meget på gode vaner, og for mig handlede det om at stå lidt tidligere op om morgenen, skrive hver dag og tage små skridt. Det er muligt, at det er helt andre vaner, der er de bedste for dig, hvis du vil færdiggøre et projekt. Lige meget hvad, skal vi ikke undervurdere vanernes betydning.
Skriv to lortesider om dagen
Især er der en vane, som kan komme til at gøre hele forskellen, hvis du vil nå i mål med at skrive en bog.
Skriv to lortesider om dagen.
Jeg stødte først på dette råd hos den amerikanske forfatter Neil Strauss, og har siden set det bragt i anvendelse i andre sammenhænge. Det kan lyde underligt, men det er et virkelig godt råd. Det er det især, når udfordringen er, at vi ikke får gjort vores projekter færdige. Så kan det virkelig hjælpe at sænke standarderne og fokusere på dette ene: at få noget fra hånden hver dag.
Hvis du skriver to lortesider om dagen, så vil du føle succes, for du har faktisk gjort noget. Du har produceret noget, din bog er kommet videre. Denne følelse af, at der er flow i dit skriveprojekt er uvurderlig.
Måske viser det sig, at dine to lortesider virkelig er ringe, og du kommer aldrig til at bruge dem til noget. Imidlertid er det i lige så høj grad en mulighed, at der er noget i de to sider, som du vil kunne tage med videre og anvende i dit endelige manuskript. Og nogle gange vil der ske det, at hvis du sætter dig ned med den ambition at skrive to lortesider, så ender det med, at du skriver 5, 10 eller på sjældne dage 15 sider. En stor del af disse sider, viser sig at være brugbare, måske ligefrem gode. Men det sker kun, hvis du har sat dig ved skrivebordet i første omgang.
Lortesiderne er ikke det endelige mål
Måske tænker du, at det lyder meget godt, men hvad hvis man skriver to lortesider om dagen i et år – ender man så ikke bare med 730 lortesider? Det er selvfølgelig en mulighed, men jeg tør næsten love dig, at hvis du sætter dig ned med det mål at skrive to lortesider om dagen, så har du et brugbart manuskript, når der er gået et år. Naturligvis er det vigtigt at huske, at lortesiderne ikke er det endelige mål. Der skal justeres og arbejdes med de sider. Eller som Neil Strauss formulerer det:
Skriv grimt og redigér smukt.
Til redigeringsarbejdet anbefaler han tre redigeringsrunder. Først redigerer han for sig selv – altså ud fra, hvad han selv godt kan lide i manuskriptet. Anden gang redigerer han for sine læsere – ud fra hvad der vil være mest hjælpsomt, spændende og læseværdigt for dem. Tredje gang redigerer han for alle kritikerne – ud fra, hvad alle de negativt indstillede vil slå ned på, pille fra hinanden og gøre nar ad.
Kan du kombinere de to ting, først skrive to lortesider om dagen og derefter redigere smukt, kommer du helt sikkert i mål med dit projekt.
Princippet om de to lortesider kan bruges i mange sammenhænge
Lortesiderne er i bund og grund et princip, der handler om, at vi for at skabe flow og fremdrift i vores projekter midlertidigt sænker standarderne. Det kan anvendes i mange andre sammenhænge end, hvis du vil skrive en bog. Måske er du underviser og skal lave et større projekt med dine elever. Lad være med at tænke, at det skal være perfekt, men fokuser på at få det sat på skinner. Muligvis ønsker du et simpelt, overskueligt hjem, der er pænt at se på. Lad være med at insistere på at det hele skal ligne noget fra Bo Bedre, men start med et hjørne af stuen. Har du en opgave, der har været vanskelig at tackle på jobbet, så gå i gang med den, men lade være med at tænke, at det lige netop skal være den opgave, der sikrer dig lønforhøjelse og forfremmelse.
Kort sagt: Lav noget lort, men sørg for at få det lavet. Tag dit næste skridt derfra, og så skal du nok komme i mål.
Vil du gøre din bog færdig og have den udgivet?
Online-kurset Skriv en bog hjælper dig i mål med dit bogprojekt. Vil du gerne omsætte din gode idé til et færdigt manuskript og se din bog blive udgivet? Så er der hjælp til dig i online-kurset Skriv en bog. Her bliver du hjulpet gennem hele processen fra idéudvikling og synopsis over udvikling af gode skrivevaner til redigering af dit manuskript og til sidst udgivelse. Du får mere end 20 videolektioner, gratis boguddrag, øvelsesark og personlig coaching. Du kan hente gratis smagsprøver på kurset her.