Det er noget tricky noget, det her med lykken. Der er ikke nogen af os, der går rundt og siger, at vi foretrækker at være ulykkelige. Samtidig ved vi godt, at lykken ikke er noget, vi trækker i en automat. Den er der, findes i gode øjeblikke, men så har den det med at forsvinde igen, som rindende vand mellem vores fingre.
Jeg tror, vi skal være varsomme med at gå efter lykken. Den bliver et pres. Noget, vi stræber efter, og når den så ikke er, som vi ønsker den, så bliver vi skuffede. Det kan få os til at løbe endnu hurtigere efter den, stresse over den og blive skuffede endnu en gang, når livet viser sig at falde ud på en anden måde, end vi troede.
Der er et væld af råd om lykken derude. Skriv “happiness” på Google, og du finder millioner af links til bøger, blogposts, YouTube-kanaler, lykkeforskning, coaches, kurser og meget andet. Jagten på lykken er en milliardindustri. Det har den været i mange år.
Mange af de tips og råd der findes om lykken er velmente, ind imellem endda udmærkede, men det er alligevel sjældent, jeg standser op ved dem. Måske er det bare mig, men lykken bliver mig et lidt for stort begreb. Jeg søger hellere roen i hverdagen, glæden ved de enkelte øjeblikke, de små begivenheder. Det kan jeg forholde mig til, og er der nok af de små øjeblikke, tror jeg på, at de over tid fører til noget større.
En interessant vinkel på lykken: Gretchen Rubin
Forleden stødte jeg alligevel på et interessant perspektiv på lykken. Jeg tog det til mig og har arbejdet lidt med det i den forløbne uge. Det kom fra den amerikanske forfatter Gretchen Rubin, hvis bog Projekt Lykke er rigtig god. I en podcast anbefalede hun, at du stiller dig selv to spørgsmål og reflekterer grundigt over dem.
Jeg har gjort det selv i denne uge. Det ene spørgsmål er hyggeligt, det andet mere ukomfortabelt. Men sammen har de faktisk givet mig en retning. De har gjort mig lidt klogere på mig selv, og hvor jeg gerne vil hen. På den måde ansporer de to spørgsmål mig til konkrete handlinger, der måske kan føre mig i retning af lidt mere lykke.
Du kan gøre det samme. Stille dig selv disse to spørgsmål, reflektere over dem og bruge dem som retningsgiver for konkrete ting, du kan gøre allerede i dag.
Det første spørgsmål
Prøv at reflektere over det her:
Hvad elskede du at lave, da du var ti år?
Måske holdt du af at tegne, spille fodbold eller drikke te med veninderne? Måske er det forsvundet med årene? Måske koster det på din lykkekonto, at det er væk?
Der er ikke noget underligt eller unaturligt ved det. Vi bliver voksne, fornuftige. Tilværelsen er ikke ligesom, da vi var ti år. Det kan være, at vi har fået dårlige knæ, så vi ikke længere kan spille fodbold, eller vi ryster på fingrene, så det er svært at tegne.
Men du kan gå bredere til værks. Elskede du at tegne, kan du måske sige til dig selv, at du har brug for mere kreativitet i dit liv. De to andre eksempler kan handle om, at du savner at være fysisk aktiv eller at være en del af et fællesskab, hvor man ikke har travlt, hvor der er plads til at grine og til at vise følelser.
Du kan måske ikke få det, du elskede som tiårig ind i dit nuværende liv i forholdet en til en, men du kan helt sikkert tilføje elementerne, og du kan gøre det hver dag.
Gretchen Rubins pointe er, at det vil gøre dig mere lykkelig, måske ikke hele tiden, men i daglige øjeblikke. Jeg tror, at hun har ret.
Det andet spørgsmål
Hvor det første spørgsmål egentlig var hyggeligt at reflektere over, er det næste mere ukomfortabelt. Det lyder sådan her:
Hvem misunder du?
Det er et sværere spørgsmål. Misundelse i sig selv er ikke en god ting, men hvis du reflekterer ærligt over dette spørgsmål, kan det give dig en retning. Du får en fornemmelse af, hvad der skal være mere eller mindre af i dit liv.
Jeg prøvede det selv efter at have hørt Gretchen Rubins forslag. Ret hurtigt kunne jeg se, at jeg (og det er svært at indrømme) føler en eller anden misundelse mod kreative typer. De forfattere eller kunstnere, der fordyber sig længe i deres værker, er eksperimenterende med deres kunst og har et stort kreativt og intellektuelt vingefang.Som forfatter og blogger, føler jeg mig som en dværg sammenlignet med dem.
Det er selvfølgelig ikke en rar følelse, men på en sær måde er den også frugtbar. Da jeg først havde gjort mig overvejelsen, var der pludselig konkrete ting, jeg kunne gøre. Læse mere, lave nogle ændringer i min arbejdsdag, så jeg arbejder med mere fokus og koncentration. Være modig og eksperimentere med det, jeg skriver. Det er ting, jeg kan gøre og gøre med det samme. Forhåbentlig betyder det også, at de artikler jeg skriver til dig på Søndagslisten bliver bedre med tiden.
Det gælder også for dig. Det er sandsynligvis nogle helt andre mennesker, du misunder, men du kan på samme måde få en retning og konkrete ideer ved at reflektere over hvem, du misunder. Synes du spørgsmålet er for ubehageligt, kan du ændre det til at overveje, hvem du beundrer. Det kan også føre dig i nye retninger.
Vær varsom med lykken
Gretchen Rubins lille øvelse er god, og jeg anbefaler den. Men gå forsigtigt frem. Det er bedre at fokusere på de enkelte øjeblikke end på at rende rundt og kræve af os selv, at vi skal være lykkelige hele tiden. Det er ikke sådan livet er.
Men de to små spørgsmål og de svar du kommer frem til, kan give dig perspektiver på lykken. De kan give dig ideer til, hvordan du kan prioritere anderledes i dit liv, hvad du ønsker mere eller mindre af. Det er en værdifuld refleksion på en stille søndag som i dag.
Foto: Emilie Haut.