I den her artikel får du to ting:

  • Svaret på hvorfor det er okay at være træt.
  • 10 enkle strategier, der får dig ud af trætheden og giver dig energien tilbage.

Det er hårdt at være træt. Jeg har selv dage, hvor trætheden er en frustrerende følgesvend, hvor jeg ikke har energi til at gøre de vigtige ting. Ja, skal jeg være ærlig har jeg haft uger, hvor trætheden har taget overhånd.

Når du er træt, så er der ikke ret meget, du orker. Det, der ellers kunne være spændende og appellerende, ender med at virke kedeligt eller svært. Og hvad værre er, du mangler energien til at gøre noget ved det. I stedet er du træt af at være træt. Og her sidst på coronavinteren er der rigtig mange, der mærker trætheden hver eneste dag

Når vi ender med at være trætte af at være trætte handler det måske om, at vi er blevet vænnet til at vi hele tiden skal være i gang. Vi skal være produktive og effektive. Vores resultater skal helst måles og vejes. Vi har slet ikke tid til at være trætte.

På den måde er vi blevet virkelig gode til at ignorere de signaler, vores krop sender os. Vi skal lade som om, at vi ikke er trætte, så vi kan nå så meget som muligt, sætte det ind i et regneark, poste det på de sociale medier.

Det er selvfølgelig åndssvagt. Vi ender med at blive udbrændte, føle os i dårligt humør og vi når mindre alligevel. Især af de ting der virkelig gør en forskel.

Derfor:

Det er okay at være træt. Det er naturligt. Se din krop som ebbe og flod, en vekslen mellem energifyldte og mere trætte perioder. Lad være med at bebrejde dig selv, når du føler dig træt. Lad være med at forsøge at løbe hurtigere.

10 enkle strategier til at komme ud af trætheden

Når det så er sagt, så er trætheden ikke nogen særlig rar følelse. I hvert fald ikke hvis den er der fra morgenstunden og varer ved, nogle gange i dage- eller ugevis.

Derfor er det godt med simple strategier, der giver dig energien tilbage. Herunder får du 10 ting, der plejer at virke for mig.

1) Anerkend, at dine batterier er flade

Ligesom en telefon kan løbe tør for batteri, så kan din krop det også. Det betyder, at du skal lades op igen. Omfavn trætheden og giv dig selv lov til at tage den eller de pauser, du har brug for. Det er pauserne, der bringer energien tilbage. Hvis du ikke tager pauser og ikke anerkender trætheden, så ender du med at brænde helt ud.

2) Sænk forventningerne

Der er forventninger nok fra verden omkring dig, job, familie, venner, sociale medier og så videre. Der er et pres for at være produktiv hele tiden, og det er et pres, der også kan komme indefra. Men forventer du, at du skal være sprængfyldt med energi hele tiden, bliver du nemt skuffet. Løft låget af gryden og sænk forventningerne til, hvad du skal nå.

3) Giv dig selv kærlighed

Når du så har sænket forventningerne og tilladt dig selv de vigtige pauser, så brug dem på at give dig selv kærlighed. Brug dine pauser, de øjeblikke hvor du lader batterierne op, på noget, som gør dig glad, og som du føler er meningsfuldt. Det er ikke det samme som selvforkælelse, for det handler ikke kun om dig. Det handler om, at du ved at få energien tilbage, kan være mere for andre, og du får den bedst tilbage, når du giver dig lov til at være kærlig over for dig selv.

4) Gå efter de små sejre

Hvis du er træt, er det en virkelig dårlig idé at kaste dig ud i store og ambitiøse projekter. Nogle gange i livet er den slags projekter de helt rigtige, men de kræver en masse motivation og energi. Har du på grund af træthed ikke den energi, så gå efter de små sejre i stedet. Lav de bittesmå ting, som du ved, du kan lykkes med. Det giver energi og selvtillid. Du kan også lade dig inspirere af tankegangen om mikrovaner.

5) Leg

Noget af det mest energigivende er at gøre dig til barn og lege igen. Det gør vi alt for lidt. Spil et brætspil, arrangér et forhindringsløb eller en skattejagt derhjemme. Spil skak på chess.com eller tag et slag kort. Det er okay, at du glemmer tiden. Det er okay at have det sjovt. Det giver energi.

6) Find en buddy – og gå en tur sammen

I den her tid med sociale bobler, kan du ikke se alle mennesker, men du kan godt nogle mennesker. At have en buddy, en god ven eller mentor at mødes med, kan gøre underværker for dit energiniveau. En god måde at gøre det på er ved at gå en tur sammen, hvor der både er tid til at bevæge kroppen og til at tale dybt sammen.

7) Spil musik

Forrige søndag følte jeg mig dødtræt. Det var en barsk januar, energien var lav, men vores lille rækkehus trængte i den grad til at blive gjort rent. Jeg gad faktisk ikke, men så tog jeg et par trådløse høretelefoner på og gav mig til at lytte til hele bokssættet med Bruce Springsteen og The E-street Bands livekoncerter fra 1975-85. Jeg skruede op for lyden, det er mere end tre timers musik, og der blev både vasket gulv, pudset vinduer og støvet af. Det interessante? Bagefter havde jeg det meget bedre. Musikken hjalp mig til at gøre noget, jeg ellers ikke orkede.

8) En mindful kop te

Indrømmet, jeg er først og fremmest kaffedrikker. Især om morgenen har jeg brug for den energi et skud koffein giver, men på andre tidspunkter er en kop te liv- og energigivende. Især hvis du drikker den uden at foretage dig andet. Sid i en god stol uden at foretage dig noget som helst andet. Det hjælper på trætheden, og bagefter føler du mere energi.

9) Tag en lur

En væsentlig årsag til træthed finder du i manglen på søvn. Generelt sover vi alt for lidt, og det er forskningsmæssigt veldokumenteret, at søvnmangel ikke alene fører til træthed, men til en hel stribe helbredsproblemer. Er du træt så er noget af det bedste, du kan gøre at sove. En lur i løbet af dagen er fin, men husk også at prioritere din søvn. Gå tidligere i seng, især her om vinteren.

10) Stræk ud

Lige så vel som vi sover for lidt, sidder mange af os alt for meget ned. I længden gør det os trætte. Det kan du imødegå ved at strække din krop ud. Selv prøver jeg nogle gange om dagen at rejse mig, lade hovedet hænge nedad og nå mine fødder med fingerspidserne i cirka et minut. Jeg laver også planken, og ind i mellem lidt simpel yoga, som selv jeg med min stivbenede far-krop kan finde ud af. Det strækker min krop ud og giver energi. Du kan lave disse øvelser lige så snart, du har læst denne artikel.

Energien er vigtig

Der er selvfølgelig mange andre ideer til at overvinde trætheden og få energien tilbage. Du ved allerede, at sund kost og motion er andre gode strategier, men fordi du godt ved det, har jeg ikke taget dem med i de 10 strategier.

Jeg tror, det allervigtigste er, at du lytter til din krop, accepterer trætheden som et vilkår og handler derefter.

Alt for mange gør det modsatte. De fortsætter bare, arbejder videre, som om trætheden er noget, der kan løbes væk. Det kan den ikke. De mennesker ender med at blive overbebyrdede og overtrætte. Lad være med at gå den vej.

Omfavn trætheden, giv dig selv kærlighed og pauser. Giv dig derefter i kast med de 10 strategier herover, skridt for skridt.

Det er ikke så nemt at komme ud af trætheden, men når det lykkes, er det en af de bedste følelser i verden. Det kan det også blive for dig.



Genstart

Udbrændt? Få ny energi med mikrokurset Genstart

  • Føler du dig træt og udbrændt?
  • Har du mistet overblikket?
  • Vil du finde energien igen?
  • Og gøre det på en måde, der er overskuelig og til at gå til?

Jeg har selv bokset med udbrændthed, og jeg ved, hvor stor en forskel det kan gøre, hvis det lykkes at få energien tilbage.

Derfor har jeg lavet mikrokurset Genstart – fra udbrændt til energifyldt i 5 enkle trin. Et mikrokursus er et kursus, der skærer ind til benet, fokuserer på det vigtigste, kan tages i en ”sitting”, og som er billigt. I dette kursus, som du selv vælger, om du foretrækker på tekst (en lækker, printbar PDF)en skridt-for skridt-proces med praktiske ideer til at komme ud af din udbrændthed og genstarte dig selv – lidt ligesom du gør det med en computer, hvor du trykker “genstart.”

Du kan downloade dit PDF-kursus så mange gange du vil, og der er ingen udløbsdato. Er du ikke tilfreds med dit køb, kan du benytte 20 Skridts 30-dages garanti og få dine penge tilbage, uden spørgsmål.

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.